25.127 deltagere, 25 idrætsgrene og mere end 400 aktiviteter, heriblandt et stort efterskoleshow med 6.700 gymnaster.
Landsstævnet sluttede i søndags efter fire dages idrætsfest i Aalborgs gader.
Det var ikke lykkedes uden hjælp fra omkring 4.500 frivillige, og det belønnes nu fra Landsstævne-arrangøren, DGI.
Her har man gjort det samlede antal af frivillig-timer op og fundet frem til, at de frivillige har lagt over 50.000 timer i projektet.
Da DGI giver 40 kroner pr. time til de foreninger, der har stillet med frivillige, beløber det sig i over to millioner kroner, som nu deles ud til foreningerne, hvor langt størstedelen kommer fra Nordjylland.
Kort inden stævnet var DGI ude at søge flere frivillige, da man kunne se, at det kunne komme til at knibe med at få alle tjanser besat, men under selve stævnet oplevede man, at mange tog ekstra arbejde på sig.
- Vi er dybt taknemmelige over foreningernes engagement og har dyb respekt for den måde, de frivillige gang på gang har sagt ja tak til at tage endnu en tørn under Landsstævnet, siger formand for DGI Nordjylland Peter Otto Yde Thomsen i en pressemeddelelse.
De foreninger, der samlede flest frivillige og dermed kan se frem til ekstra mange penge til deres aktiviteter, var Skalborg Sportsklub og Nørresundby Forenede Boldklubber.
Udover foreningerne er der også folk, der på egen hånd er mødt op for at hjælpe til, og den pose penge de har genereret, går til "Foreningsliv for alle", der blandt hjælper vanskeligt stillede med at betale kontingent til foreningsaktiviteter.
Her giver Landsstævnet 85.000 kroner, som kan søges af alle foreninger i hele landet.