Ledige kommer nemmere i job ved at være på arbejdsmarkedet.
Det er tanken bag en jobindsats for udsatte ledige, kaldet JobFirst, som Jammerbugt og Aalborg Kommune deltager i sammen med 14 andre kommuner i landet.
Jobfirst skal tage hånd om cirka 100 kontanthjælpsmodtagere alene i Jammerbugt Kommune.
Projektleder Signe Horsager tror, at borgernes mulighed for at skabe relationer i en virksomhed vil have en positiv effekt.
- Man løser en reel opgave. Der er nogen, der venter på en. Man er for en tid en del af det ordinære arbejdsmarked, og det gør, at man kommer tættere på at få et fast arbejde.
Match mod egentligt job
Borgerne vil komme igennem individuelt tilpassede forløb, som både indeholder praktikperioder og samtaler med en mentor.
Det er håbet, at der i løbet af praktiktiden vil opstå et match mellem borgeren og en af virksomhederne. Et match, som ender i en egentlig ansættelse.
Jammerbugt Kommune har modtaget 2,3 millioner kroner til den særlige jobindsats fra Beskæftigelsesministeriets pulje.
Indsatsen løber frem mod december 2017.