Nordjylland kæmper stadig med lange ventetider, når børn og unge skal have stillet en psykiatrisk diagnose, men der er bedring på vej.
Det viser helt nye tal, som bliver fremlagt for regionens psykiatriudvalg på et møde i næste uge.
Regionens mål er, at 65 procent af patienterne skal have klarlagt en eventuel diagnose inden for 30 dage.
Lige nu gælder det blot 54 procent, men der har været en positivt udvikling i gang siden årsskiftet, fortæller psykiatridirektør Anette Sloth.
I et år har man således kæmpet med at finde overlæger til et stort antal ledige stillinger i børne- og ungepsykiatrien, og nu lysner det langt om længe.
- På et år er vi gået fra at mangle 13 overlæger til kun at mangle to. Så jeg forventer, vi lever op til vores målsætninger allerede fra nytår, siger Anette Sloth.
Siden januar er det da også lykkedes at få bragt ventetiden markant ned.
Ved årsskiftet var det blot 17 procent af børn og unge med psykiatriske problemer, der havde fået en diagnose inden for 30 dage, mens tallet altså i dag er 54 procent.
I starten af året hang Region Nordjylland alvorligt i bremsen i forhold til de øvrige regioner.
Her lå ventetiden på første undersøgelse i børne- og ungdomspsykiatrien på 16 uger, mens den i resten af landet lå på mellem tre og seks uger.