Når solen bager over byggepladsen, er den en god idé at beskytte sig med solcreme i ansigtet og på armene.
Men for mange håndværkere er det endnu ikke blevet rutine at smøre sig ind i faktor 30, selv i høj solskin.
- Det er jo nok det her mandesyndrom, der siger, at solcreme ikke er så vigtigt, siger Reidar Kogstad, formand Byggefagenes Samvirke i Aalborg.
Solens stærke stråler kan være skyld i hudkræft, som knap 16.000 danskere får konstateret hvert år.
Kampagner har tidligere opfordret håndværkerne til at bruge solcreme, men ifølge Reidar Kogstad er budskaberne ved at være glemt.
Brug for ny kampagne
Derfor opfordrer han sundhedsmyndighederne til at lave en ny kampagne så hurtigt som muligt.
- Det er nok ved at være på tide, at man lige minder håndværkerne om, at det er en rigtig god idé at tage solcreme på, når man går udenfor i de her varme dage, hvor solen skinne ubønhørligt ned, siger Reidar Kogstad.
Byggefagenes Samvirke i Aalborg opfordrer også håndværkerne til at bruge læbepomade med solbeskyttelse samt hele tiden at have en flaske vand ved hånden, så de ikke bliver slået ud af heden.