Grønlænder: Danmark skal ikke være skraldespand for grønlændere

Det kræver en massiv fælles indsats, hvis vores fordomme om fordrukne grønlændere skal vendes. Det mener formanden for foreningen Rigsfællesskabet.

Grønlændere, danskere og politikere skal hjælpes ad, hvis billedet af herboende grønlændere skal ændres (arkivfoto) (© DR)

- Vi skal turde sige højt én gang for alle, at Danmark ikke skal være skraldespand for udsatte grønlændere. Danmark skal være et sted, der tager imod grønlændere, der kommer her ned af lyst.

Det siger Nauja Lynge, der er formand for foreningen Rigsfællesskabet, der blandt andet arbejder for at hjælpe socialt udsatte grønlændere.

Hvis billedet af grønlænderen, der sidder på bænken med en guldbajer i hånden skal erstattes af billedet af grønlænderen, der har et fast arbejde, så kræver det ifølge Nauja Lynge en stor indsats.

- Desværre er det sådan, at mange af de grønlændere, der kommer til Danmark, allerede ved ankomsten har massive problemer, siger Nauja Lynge.

Stereotypt billede

Derfor er det ifølge hende nemt at holde fast ved det stereotype billede, som mange danskere har af grønlændere.

- For mange er det faktisk udelukkende billedet af den fordrukne grønlænder på bænken, som vi har haft siden 70'erne, og den fordom lever i bedste velgående og støt stigende, siger hun.

Kofoeds Skole i Aalborg vil hjælpe grønlændere i Aalborg Øst ind på det private arbejdsmarked. Blandt andet via praktikforløb på skolen og i virksomheder.

Kræver politisk indsats

Men hvis det skal lykkes, så er det nødvendigt med en politisk indsats, mener Nauja Lynge.

- Det skal højprioriteres og grønlænderne skal foran i køen, for det har været en klemt og en glemt gruppe i årevis, siger formanden for foreningen Rigsfællesskabet.

Ifølge hende er det et problem for alle grønlændere, at danskerne ser på dem på en bestemt måde.

- Når fundamentet for den relation, der er mellem danskere og grønlændere, bygger på fordomme, vrede og grænsehindringer, så er det er en rigtig skidt cocktail, siger Nauja Lynge.

Nauja Lynge, formand for foreningen Rigsfællesskabet (Foto: © Christine Nørgaard DR Nordjylland, Privatfoto)

Danmark skal ikke være skraldespand

Hvis det står til hende, så skal der laves en fælles indsats mellem erhvervsliv, politikere, grønlandske foreninger og almindelige danskere. Og ikke mindst i selve Grønland, siger hun.

- En del af problemet er jo også, at Danmark fungerer som dumping-plads for grønlændere, som flygter til landet af nød og ikke af lyst, siger Nauja Lynge.