Giver du et nap med? Landsstævnet mangler frivillige i 11. time

De frivillige nøjes helst med en enkelt vagt, og det presser vagtplanen.

Ved Landsstævnet i Esbjerg i 2013 deltog 23.500 idrætsudøvere. I år kommer deltagerantallet over 25.000, og der er brug for ekstra mange frivillige. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Der er er brug for ekstra frivilligkræfter til DGI's Landsstævne i Aalborg, hvis vagtplanen skal gå op, lyder det fra arrangørerne.

Landsstævnet har ellers fundet 5.000 frivillige, og det er yderst positivt, siger den ansvarlige for DGI, Peter Otto Thomsen.

Men man er samtidig ramt af, at for mange frivillige nøjes med en enkelt vagt.

- Vi har egentlig de mennesker inde, vi skal bruge, men vi har stadig masser af opgaver tilbage, fordi dem, vi har derinde, har få vagter, siger Peter Otto Thomsen.

Et centralt omdrejningspunkt for den frivillige del af stævnet er spiseområdet i Kildeparken i midten af Aalborg, hvor godt 13.000 timer skal dækkes ind af frivillige.

Her har 1.364 mand meldt sig klar til at iklæde sig forklæde og plastikhandsker, men typisk kun i en enkelt vagt af fem timer.

- Hvis de tog ti timer hver, så var vi sådan set i mål, siger Peter Otto Thomsen.

En nødløsning kan her blive at hive 40 lærere fra de deltagende efterskolerne ind bag disken ved hvert måltid, hvor de ellers skulle holde pause med eleverne.

Der er dog stadig håb om, at man kan tiltrække flere frivilligkræfter, inden Landsstævnet for alvor begynder torsdag.

Som frivillig kan man tjene 40 kroner i timen til ens lokale forening, hvis man er medlem hos en sådan.

Har du lyst til at være frivillig, kan du se hvordan på Landsstævnets hjemmeside.