Et Lego-arbejde i gigantstørrelse er gået i gang i Nordsøen, hvor man i disse dage arbejder på at pille de gamle Tyra-platforme ned.
Siden 1984 har Tyra-feltet forsynet Danmark med olie og gas, men efterhånden som man hiver gas op af undergrunden, synker havbunden. Derfor er det nødvendigt at bygge helt nye boreplatforme, hvis forsyningen skal sikres i fremtiden.
De nye boreplatforme skal stå klar fra midten af 2022.
I går søndag tog man et stort skridt i nedtagningen, da man med hjælp fra verdens største konstruktionsskib, Pioneering Spirit, løftede den gamle hovedplatform fri af feltet.
Alene det vejer 14.000 ton - det svarer til vægten af to Eiffeltårne.
Se hovedplatformen blive løftet i videoen herunder.
Bag arbejdet står franske Total, som i 2017 opkøbte Maersk Oil, og nu ejer feltet sammen med Noreco og Nordsøfonden.
Genopbygningen af feltet koster ikke mindre end 21 milliarder danske kroner, hvilket er den største olie- og gasinvestering i den danske del af Nordsøen nogensinde, og har stået på i foreløbig fem år.
Selve løftet af den 14.000 ton tunge hovedplatform tog dog kun 12 sekunder.
- Det er superspecielt, at noget, der har taget fem år at planlægge, kulminerer i løbet af 12 sekunder, siger Morten Hesselager Pedersen, projektdirektør i Total og ansvarlig for genopbygningen af Tyra.
- Det gik fuldstændig, som vi havde regnet med, og det er vi selvfølgelig glade og stolte over.
Stor betydning for havnebyer
I havnebyerne Esbjerg og Frederikshavn, hvor lokale virksomheder også er engageret i genopbygningen, følger man arbejdet tæt.
- Det, at man nu investerer et større milliardbeløb i at få genskabt Tyra og få det moderniseret, skaber rigtig mange arbejdspladser i de kommende år i Esbjerg, så det er rigtig vigtigt, siger Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
I Frederikshavn er det særligt recycling-værftet M.A.R.S., der får del i opgaven.
Her ventes det, at arbejdet med genanvendelse af materialer fra de gamle platforme vil give mellem 150 og 200 nye jobs.
Samtidig er borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) glad for at kunne bidrage til, at de gamle platforme ikke går tabt. De skal i stedet smeltes om og bruges igen.
- Vi skal genanvende alt det, vi kan. Det er det rigtige for kloden, men det er også det rigtige i forhold til, at der er arbejdspladser i det felt i fremtiden, siger hun.
Tyra-feltet ligger omkring 225 kilometer vest for Esbjerg og står for 90 procent af den danske naturgasproduktion.
Det ventes, at det nye Tyra-felt vil nå en topproduktion svarende til 60.000 tønder per dag efter år 2022, hvilket dækker naturgasforbruget i 1,5 millioner danske husstande.
Det nye anlæg ventes at kunne holde i de næste 25 år.