Hvis man er ramt af bivirkninger af en HPV-vaccine mod livmoderhalskræft, så skal der være hjælp at hente ved et ekspertudvalg ansat på fuld tid.
Det mener Karsten Viborg fra Svenstrup. Han er far til 16-årige Rikke, der har været ramt af både lammelser og nerveforstyrrelser efter det første stik med HPV-vaccinen.
Kig mod udlandet
Derfor håber den frustrerede far også, at ekspertudvalget bliver resultatet, når sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i dag er kaldt i samråd om emnet.
- Man er nødt til at analysere sig frem til, hvad det er for nogen skader, pigerne har fået. I udlandet har man arbejdet med det i flere år, og så må man trække på de ressourcer, siger han.
Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, ønsker det bedst mulige behandlingstilbud, men vil ikke låse sig fast på et enkelt tilbud.
- Jeg håber, vi får ministerens svar på, hvordan det går med at oprette tilbud til de her kvinder ude i regionerne, siger han.
Klar med henvisning
Eksperter vurderer, at cirka en-to ud af 10.000 piger oplever alvorlige bivirkninger, og senest 1. juni skal praktiserende læger kunne henvise pigerne til afdelinger i de enkelte regioner.
I Nordjylland er det børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital, man bliver henvist til, hvis man er ramt af bivirkninger.