Fra Teheran til Tårs: Nu leder Mostaan efter det rette job

Mostaan Hashemi er 28 år og har netop forladt sig første rigtige fuldtidsjob efter 17 måneder som civilingeniør hos forvaltningen i Thisted Kommune.

Måske havde det være fornuftigt at blive lidt længere, få mere erfaring ind under huden. Lidt mere at skrive på CV'et, inden han skulle videre.

- Men det er fint nok, siger han.

Mostaan har truffet sin beslutning, og han er ikke bekymret for, hvad medierne skriver, eller hvad andre siger eller tænker, når han for en kort periode står uden arbejde.

Han vil finde et job tættere på sin familien, og han vil tage sig tid til at finde det helt rette.

Flugten til Tehran

Mostaan Hashemi giver et solidt og omhyggeligt håndtryk, da han træder ind ad døren.

Kulden udenfor huer ham tydeligvis ikke, og han ser taknemmeligt ud, da tevandet koger i elkedlen.

Det kølige klima er også, det første han tænker tilbage på fra den dag, han landede i Danmark, og turen gik mod den lille by Tårs i Vendsyssel.

- Det var rigtig koldt, da vi kom ud af flyet, det kan jeg huske. Kulden, siger han med eftertryk.

I flyet var Mostaan Hashemi, hans to brødre Nasseh og Mohtadin, og hans mor Lailoma.

- Og så kan jeg huske, at der var juledekorationer i alle butikker, siger han.

Anderledes så det ud i Teheran i Iran, hvor familien havde opholdt sig i to år, inden de fik tilladelse til at rejse til Danmark.

Kvinderne måtte ikke arbejde

Familien Hashemi kommer oprindeligt fra byen Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan tæt på grænsen til Turkmenistan og Uzbekistan.

Da Mostaan Hashemi var ni år gammel, døde hans far i en flyulykke, hvor hele besætningen på nær to personer omkom, da flyet landede forkert på landingsbanen.

Det efterlod familien i en sårbar situation, da Taleban, der på det tidspunkt ikke var stort kendt uden for Mellemøsten, stod på nippet til at indtage byen.

- Vi havde hørt mange rygter om, at Taleban ikke ville lade kvinderne arbejde. Og at der var mænd, som blev slået ihjel, og kvinder der blev taget til fange, fortæller han, hvis mor dengang som nu arbejdede som læge.

- Jeg var meget lille. Men det jeg kan huske var, at de en dag i skolen fortalte, at nu blev skolen lukket. For der kom krig, og Taleban var på vej.

Første gang lykkedes det Taleban på afstand at slå dem tilbage. Anden gang flygtede familien Hashemi og byen blev indtaget.

- Jeg stod op en morgen, det var nok omkring ved syv eller otte-tiden. Alle var bange, for Taliban var på vej igen, og de ville tage hævn, havde de sagt, og de voksne sad i et andet rum og snakkede om, hvad vi skulle gøre.

- Så blev det besluttet at tage op i bjergene, hvor Taleban ikke var kommet endnu, siger han.

Her opholdt familien sig en måned, inden de igen måtte tage benene på nakken.

I et transportfly uden sæder, husker Mostaan, fløj familien til Iran, hvor de blev indkvarteret i en by i den nordlige ende af landet, inden de kunne sætte kursen mod Danmark og Tårs.

Videre fra sprogskolen

Her var der anderledes stille og roligt. De begyndte på sprogskole, og Mostaan Hashemi kom i den ældste klasse, hvor langt de fleste elever var betydeligt ældre end ham selv.

I sprogklassen var der et naturligt fokus på at lære dansk, og først efter et år fik de matematikundervisning helt fra bunden.

- Det var meget basalt, helt ned til 1. klasses niveau. Og jeg kunne algebra, før jeg kom til Danmark.

Ikke længe efter var der forældresamtale på skolen. Hans sproglærer mente, at han ville have godt af at få et år mere, inden han kom over i en almindelige skoleklasse.

- Der blev min mor en anelse vred. "Nu har de fået halvandet års undervisning i dansk", sagde hun. "Hvornår kommer de så ind i en klasse med nogle på deres egen alder?" genfortæller han.

Med det sagt skiftede brødrene skole, og Mostaan Hashemi begyndte i stedet i en normal klasse på Lundergårdskolen i Hjørring.

- Det er nok det bedste, der nogensinde er sket. Jeg kunne måske ikke så meget dansk, men jeg blev tvunget ud i det.

Her faldt han godt til. Han husker de venlige drillerier, da klasselæreren havde skrevet hans navn Mosta-an.

Han kunne ikke formulere sig så godt og heller ikke stave så fint som de andre, men når de havde gruppearbejde, fik han bare besked på at skrive, så han selv kunne læse det, når de skulle fremlægge.

Særligt husker han Magnus, der var en naturlig leder i klassen og blev en god kammerat for Mostaan Hashemi.

- Må han hvile i fred, siger Mostaan.

- Han døde af kræft i 2008.

Tændt på software

Sammen med at han lærte dansk, måtte han også tage fremmedsprog som tysk og engelsk til sig. I en periode fik han ekstraundervisning både på skolen og hos en af kammeraternes venner for at blive bedre til engelsk.

Da han havde afsluttet 10. klasse, tog han på gymnasiet. Her valgte han fysik og matematik på højeste niveau.

- Det har jeg altid været stærk i, og det falder mig naturligt, siger han.

Næste skridt lå også lige for. Universitetet.

I 7. klasse havde en af vennerne fra klassen, som en del af en konkurrence, lavet en simpel HTML-hjemmeside, og Mostaan Hashemis opmærksomhed var vakt.

Han ville lave noget med software og søgte først ind på elektroingeniør, inden han skiftede til civilingeniør, hvor han endte med specialisere sig i vej og trafik.

Omkring tre måneder efter, at han havde afsluttet kandidaten, lå der et jobtilbud fra Thisted Kommune, og han takkede ja.

Mostaan Hashemi ville ud og bestille noget. Også selvom jobbet ikke var i hans interessefelt.

Fandt kærligheden i hjemlandet

Stillingen lå i udkanten af hans kompetenceområde, og der var langt til familie og netværk i Aalborg, både fra Thisted, hvor han boede, og Hurup hvor jobbet lå placeret.

- Som de lokale siger, når de joker, så kører der to tog fra Thisted, mens der kun kommer et den anden vej, siger Mostaan Hashemi og griner.

Det lå i kortene, at han ikke skulle blive der for evigt, men det var en rejse til Afghanistan, der til sidst gjorde udslaget.

Efter at have været væk fra landet i 16 år, tog han med sin mor og sine brødre tilbage til hjemlandet for at besøge deres fars grav.

Her mødte Mostaan Aadina, og parret er siden blev gift.

Efter at have søgt familiesammenførelse i to omgange, kom Aadina sidste år til Danmark.

Nu er det hende, der skal blive en del af det danske samfund, og den opgave tager Mostaan Hashemi alvorlig.

Efter 17 måneder sagde han op i Thisted, og er nu arbejdsløs, mens han leder efter et job i pendlerafstand fra Aalborg, hvor Aadina Hashemi er begyndt på VUC, og måske senere skal læse på universitetet.

- Når man bor sammen, så skal man ikke bare tænke på sig selv, men på at få tingene til at hænge sammen, og det er det, jeg prøver at gøre, siger han.

- Hvis jeg er selvisk og bare tænker på, at jeg skal have et fedt job et sted, kan det være, hun går i stå i det uddannelsesforløb, hun er i gang med nu.

I dag er Mostaans brødre begge tilknyttet universitetet. Nasseh læser medicin i Aalborg, mens Mohtadin er i gang med en ph.d. i USA. Moren Lailoma arbejder som læge på Viborg Sygehus.

BLÅ BOG: Mostaan Hashemi