Forsøg skal vise om strøm kan erstatte morfin

Det Frie Forskningsråd støtter forsøg med strøm mod mave- og tarmsmerter

Professor Jens Brøndum Frøkjær vil undersøge om strøm kan mindske smerter hos mave- og tarmpatienter, der i dag ofte tager morfin mod smerterne. (Foto: © Christine Nørgaard DR Nordjylland)

I fremtiden slipper du måske for en tur til apoteket for at hente medicin mod smerter.

Det Frie Forskningsråd har givet 1,8 millioner til forsøg med strømpåvirkning af vagusnerven, populært kaldet kontrolcentralen for de indre organer. Teorien er, at det kan lindre smerter, og patienter kan nedsætte brugen af medicin - ofte morfinpræparater.

Behandlingen foregår med et lille batteridrevet apparat.

- Det er en lille håndholdt sag med to kontaktpunkter, der kan give strømstød på huden, siger professor Jens Brøndum Frøkjær fra Aalborg Universitetshospital, der står i spidsen for forskningsprojektet.

Apparatet bruges allerede mod migræne

I forvejen er apparatet godkendt til brug ved blandt andet migrænehovedpine, og professoren skal nu undersøge, om det også kan bruges til behandling af patienter med kroniske smerter i mave- og tarmkanalerne.

- Man får den her maskine med hjem, der giver små strømstød, og så behandler man sig selv over flere uger, siger han.

Håber strøm kan erstatte morfin

Viser forskningen, at metoden har en smertedæmpende effekt på mave- og tarmsmerterne, så ser Jens Brøndum Frøkjær store perspektiver.

- Kroniske smertepatienter spiser meget smertestillende medicin, som giver mange bivirkninger. Derfor vil det være fantastisk, hvis man kan bruge andre metoder, så de kan skære med på medicinen, siger han. Forsøgene begynder i efteråret og resultatet af forskningen ventes klar om tre år.