Forældre strømmer til møder om børnenes skole efter reformen

Dobbelt så mange forældre som før lockouten i foråret har deltaget i møder om skolereform og inklusion. Samtlige skoler i landet skal inden sommerferien have valgt ny skolebestyrelse.

Lock-out, skolereform og inklusion har fået forældre til at strømme til møder på landets folkeskoler.

Den store interesse fra forældrene glæder næstformand for foreningen Skole og Forældre Finn Juel Larsen fra Aalborg.

Det lover godt for det kommende valg til landets skolebestyrelser, mener han.  Samtlige skoler i landet skal inden sommerferien have valgt ny skolebestyrelse.

Dobbelt så mange møder op som før lockouten

På de nordjyske skoler har dobbelt så mange forældre deltaget i møder som før lockouten af lærerne i foråret. Det er Finn Juul Larsens erfaring efter 13 møder på skoler rundt omkring i landsdelen.

Et af de steder hvor interessen fra forældrene har været overvældende er på Vodskov Skole i Aalborg Kommune, fortæller skoleleder Kim Malthe Skinbjerg.

- Vi havde nok en forventling om, at der ville komme omkring 100 mennesker, men det viste sig, at vi nåede op på omkring 250. Faktisk var der så mange at vi fik nogle logistiske udfordringer med at kunne rumme alle forældrene de aften, siger han.

Håber at mange forældre vil stille op til skolebestyrelsen

Landsekretariatet hos foreningen Skole og Forældre melder om voldsom interesse i hele landet for at få information om både skolereformen og de kommende skolebestyrelsesvalg.

- Det bedste der kan ske, er, at rigtigt mange vil stille op og samtidig, at rigtig mange vil stemme til valget. Og det er jeg ret sikker på, at det er det det vil ende med, siger skoleleder Kim Malthe Skinbjerg på Vodskov Skole.

Han er begejstret over den store interesse for skolen, skolereformen og for at få indflydelse.

- Jeg tror det er hele den italesættelse der har været på folkeskolen igennem længere tid i medierne. Og det, at man gennem reformen kan få reel indflydelse i skolebestyrelsen. Uagtet om man nu er for reformen eller imod den eller for inklusion eller imod inklusion, siger han.

Der afholdes 80 møder og informationsaftener om skolereformen på landsplan, oplyser Landssektretariatet hos foreningen Skole og Forældre.