Fiskere håber på hjælp fra ny regering

Danmarks Fiskeriforening sætter sin lid til, at miljøminister fjerner fiskerifri zoner.

En fjernelse af de fiskerifri zoner vil blandt andet betyde, at Kattegat-fiskerne kan fortsætte med at fange jomfruhummer. (Foto: © Christine Nørgaard, DR Nordjylland)

Fiskerne håber på mere lempelige krav fra den nye regering.

Regeringen vil hjælpe landmændene ved at fjerne en lang række miljøkrav, og nu håber Danmarks Fiskeriforening på samme hjælp.

- Vi har forhåbninger og forventninger til, at den nye regering også vil bruge fiskeriet som vækstmotor. siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.

Fiskere mødes med minister

I august mødes fiskeriforeningen med den nye miljø-og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Fiskerne håber, at den nye regering vil droppe reglerne om fiskerifri zoner - blandt andet i Kattegat:

- Det vil betyde, at man kan fortsætte sit fiskeri efter jomfruhummer. Det har stor betydning for mange fiskere i Nordjylland, siger Svend-Erik Andersen.

Fiskerne håber også, at kvoterne for brisling og torsk bliver forhøjet.

Naturfredningsforening frygter hovsa-løsninger

Men i Danmarks Naturfredningsforening har vicepræsident Thorkild Kjeldsen en helt anden holdning.

- Vi frygter, at det bliver nogle kortsigtede hovsa-løsninger, siger vicepræsidenten.

Han opfordrer derfor regeringen til at følge forsigtighedsprincippet.

- Der tager man jo hensyn til naturen i stedet for bare at fange eller pløje løs, bare fordi det er økonomisk lige her og nu, siger Thorkild Kjeldsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljø-og fødevareminister Eva Kjer Hansen, da hun holder sommerferie.