Farvel fire timer efter fødslen: Endnu et hospital vil sende nybagte mødre hurtigt hjem

På Regionshospitalet i Hjørring vil man i forbindelse med en spareplan skære ned på indlæggelsestiden.

Hurtigere hjem - det er planen for førstegangsfødende på Regionshospitalet i Hjørring. (Foto: © Alex Oakenman, ColourBox)

For godt en måned siden kom det frem, at Rigshospitalet i København vil sende nyfødte og deres forældre hjem blot fire timer efter fødslen, hvis fødslen ellers er gået, som den skal.

Inden længe vil vordende mødre i Vendsyssel formodentligt få samme besked.

Hidtil har førstegangsfødende kunne blive på Regionshospitalet i Hjørring i to til tre dage, men i en ny spareplan lægges der op til, at forældrene skal være på vej hjem allerede to til fire timer efter fødslen.

Det bekymrer Line Hundebøl, formand for Jordemoderforeningen i Nordjylland.

- Jeg er bange for, at vi får nogle familier, som får en rigtig hård start på det her med at være blevet forældre. Det synes jeg ikke er rimeligt, siger hun.

Der er stor forskel på, hvor hurtigt man sendes hjem efter fødsel afhængigt af, hvor du bor i landet.

På Aarhus Universitetshospital bliver man eksempelvis tilbudt to døgns indlæggelse, mens det på Odense Universitetshospital er målet, at halvdelen går hjem kort efter fødslen med besøg af en jordemoder på andendagen.

Forældre bør få ro og tryghed

I Region Nordjylland med fødeafdelinger i Hjørring, Thisted og Aalborg tager stort set alle førstegangsfødende ifølge Tidsskrift for Jordemødre i dag imod tilbuddet om at blive på sygehuset i to til tre dage.

Når ændringerne efter alt at dømme træder i kræft i starten af det nye år, vil førstegangsfødende, som er sendt tidligt hjem, blive ringet op af en jordemoder dagen efter for at sikre, at alt går som det skal.

De får dog ikke, som forældre andre steder i landet, besøg af en jordemoder i hjemmet.

Hvis der er noget galt, skal de selv køre til sygehuset, og det er ikke godt nok, mener Line Hundebøl.

- Med det her tilbud skal de førstegangsfødende køre ind på et ambulatorium inde på sygehuset, hvis det for eksempel er 16 timer siden, de har født. Det synes jeg på ingen måde giver en nybagt familie den ro og tryghed, de har brug for, siger Line Hundebøl, der også henviser til, at der er relativt langt til sygehusene i Nordjylland.

Frygter genindlæggelser

Formanden for foreningen ”Forældre og Fødsel” Birgitte Halkjær Storgaard ser også med kritiske øjne på de nye planer.

Det er vigtigt, at nybagte forældre får den støtte og hjælp, lige netop de har brug for i den situation, de står i, siger hun:

- Der er mange, der gerne vil hjem efter fødslen. Men der er også nogen, der har brug for hjælp til at begynde med. Der sker noget, når vi bliver forældre, og vi spørger hele tiden os selv, om vi gør det godt nok, og det er en naturlig proces, der bare kræver, at der står nogen bag ved og siger, at det er okay.

- Den proces skal man simpelthen ikke underkende. Det er noget, der starter den gode tilknytning mellem mor og barn, siger Birgitte Halkjær Storgaard.

Hos Jordemoderforeningen er der desuden bekymring for, at kortere tid på sygehuset vil føre til flere genindlæggelser.

- Hvis børnene får det dårligt og skal genindlægges på grund af manglende ernæring, så er det jo ikke en besparelse, der er lavet, siger Line Hundebøl.

Hospital: Fuldt forsvarligt

På Regionshospitalet i Hjørring erkender viceklinikchef Ellen Boelt, at de førstegangsfødende vil få et anderledes tilbud end det, de får i dag.

Men hun er ikke enig i kritikken.

- Jeg er altså ikke enig i, at det ikke er et godt tilbud at være derhjemme med sit nyfødte barn. Det kan være vældig godt for både mor og barn, siger hun.

Ellen Boelt afviser desuden, at der er en sammenhæng mellem, hvor længe førstegangsfødende er indlagt og behovet for genindlæggelser.

- Vi vil selvfølgelig følge meget nøje med i, hvordan det kommer til at påvirke familierne, og om der bliver flere genindlæggelser, men der er intet mønster i det, hvis man kigger på resten af Danmark, siger hun.

- Jeg synes, det er et fuld forsvarligt tilbud både i forhold til vores barselsambulatorium (hvor førstegangsfødende kan komme ind efter fødslen red.) og fordi vi visiterer meget grundigt i forhold til, hvem der kan få lov til at have hjemmebarsel.

Hvis man har født på et hospital uden efterfølgende at være indlagt, skal sundhedsplejersken ifølge sundhed.dk komme på besøg i hjemmet to gange inden for den første uge. Normalt sker det kun en gang inden for første uge.