Når gymnaster og idrætsfolk sidst i juni indtager Aalborg til DGI's Landsstævne, kan det for første gang nogensinde blive med udsolgt og røde lamper.
Allerede nu har Landsstævnet fået flere tilmeldinger end til hvert af de tre foregående stævner i Esbjerg, Holbæk og Haderslev.
Samtidig har DGI helt utraditionelt valgt havnefronten i Aalborg som stævnecentrum, hvor man ønsker at give deltagere og publikum en særlig intim oplevelse.
Med de to ting in mente har man nu for første gang annonceret et loft på maximalt 28.500 deltagere.
- Vi ønsker, at deltagerne får en helt unik landsstævneoplevelse, hvor de er tæt på det hele, og det er derfor, vi nu har valgt at sætte et loft for antallet af deltagere, siger Søren Brixen, administrerende direktør i DGI.
Også indlogering bliver der tryk på.
Så godt som alle aktiviteter og overnatningspladser er placeret højst fem kilometer fra Aalborg midtby, og mens mange camperer i telt eller campingvogn, er der lige nu rift om overnatningspladserne på skolerne.
- Der er kun 1.000 sovepladser tilbage på skolerne. Så det er vigtigt, at de landsstævnedeltagere, der endnu ikke har valgt overnatningsform, får det gjort, hvis de vil overnatte på skoler, siger Søren Brixen.
Det er specielt antallet af efterskoleelever, der har overrasket arrangørerne. I skrivende stund har 23.500 danskere tilmeldt sig Danmarks største breddeidrætsevent, heraf er de 6.700 efterskoleelever, hvilket er flere end nogensinde.
Rekorden får det fleste antal deltagere samlet set ligger tilbage i 1998, hvor mere end 45.000 mennesker deltog.
Tilmeldte DGI's Landsstævner
- •
23.280 Esbjerg (2013)
- •
20.278 Holbæk (2009)
- •
22.989 Haderslev (2006)
- •
15.519 Bornholm (2002)
- •
45.054 Silkeborg (1998)