Det er nemt, billigt og ofte en god oplevelse at dele ting i den såkaldte deleøkonomi.
Men hvis du ikke ser dig for, kan du komme i en forsikringsmæssig klemme, når du udlejer din lejlighed via tjenester som Airbnb og Wimdu. For eksempel hvis den, man udlejer sin bolig til, stjæler fra hjemmet.
- Det er et problem, fordi man selv har overladt nøglen til den fremmede, siger Ole Vidstrup fra Forsikringsoplysningen.
Men det er ikke kun som udlejer, man kan komme i klemme. Ifølge Tina Andersen, souschef i skadeafdelingen i Himmerland Forsikring, risikerer du også at stå med en regning, hvis du ødelægger noget som lejer.
Falder tilbage på lejer
De fleste har en ansvarsforsiking, som dækker, hvis du ødelægger andres ting, men der er begrænsninger.
- Det gælder ikke, hvis man forvolder skade i en lejet bolig, idet man har udlejerens genstande i varetægt, siger hun.
Himmerland Forsikring har allerede fået flere henvendelser fra kunder omkring forsikringsforhold ved udlejning. En løsning kan være, at man i højere grad indtænker deleøkonomi i forsikringer.
- Jeg synes, der er basis for at indrette nogle af de forsikringsprodukter, vi allerede kender i dag, efter man i stigende grad deles om udgifter til ting og ydelser, siger souschef Tina Andersen.
Ole Vidstrup fra Forsikringsoplysningen er også positiv overfor nye former for deleøkonomiske forsikringer.