Danskerne har skruet ned for deres elforbrug med over ti procent

Selvom strøm kostede cirka det samme i januar 2022 og januar 2023, brugte danskerne mindre strøm i januar 2023.

Der er stadig penge at spare, hvis man er opmærksom på sit strømforbrug i dag, siger ekspert. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Tilføjelse: Tal fra energiselskabet Andel Energi er blevet tilføjet.

Der skal tjekkes apps, vaskes tøj om natten og slukkes lys, når man forlader et rum.

I 2022 steg elpriserne for mange, og derfor begyndte danskerne i højere grad at spare på strømmen. Prisstigningen skyldes blandt andet Ruslands invasion af Ukraine og inflation.

Det blev så dyrt, at elpriserne slog rekord flere gange i august 2022, hvor prisen flere gange ramte over otte kroner per kilowattime.

Til sammenligning koster en kilowatttime 1,72 kroner, når det er dyrest i dag i Vestdanmark ifølge appen Strømpriser.

I august 2022 holdt mange danskere derfor skarpt øje med elpriserne på forskellige apps, og det viste sig også hos appudbyderne, hvor strøm-apps toppede hitlisterne.

I dag har elpriserne fundet et mere stabilt leje, hvor priserne ikke slår rekorder.

Det betyder dog ikke, at danskerne af den grund er begyndt at bruge uhæmmede mængder strøm. Det viser opgørelser fra henholdsvis Norlys og NRGI, der begge er energiselskaber.

De har trukket opgørelser ud for DR, der begge viser, at danskerne i januar 2023 bruger mindre el end i januar 2022 - og det er på trods af, at elpriserne i de to perioder er cirka det samme.

Hos Norlys bruger kunderne cirka 13 procent mindre strøm i januar 2023 i forhold til januar 2022. Det samme gør sig gældende hos Andel Energis kunder, hvor faldet er på 15 procent.

Også hos NRGI kan de se samme tendens, og her er tallet på cirka ti procent.

- Det viser, at vi har holdt fast i de gode vaner, siger Pernille Storgaard, der er ansvarlig for kundeservice hos Norlys Energi.

Der er stadig penge at spare

Hos Norlys oplever de, at kunder stadig kontakter dem for at få vejledning i, hvordan man bedst mindsker sit strømforbrug.

- Kunderne er interesserede i, hvad der er de største energislugere i deres husholdning, og hvordan de kan spare mest muligt på strømmen, siger Pernille Storgaard.

Og det kan være en god idé stadig at være opmærksom på sit elforbrug, selvom elpriserne overordnet er faldet det seneste halve år.

- Det prisfald ser ud til at begynde at stoppe nu, og så ligger elprisen på det niveau, vi har nu. Det er omkring en krone per kilowatttime, når det ikke blæser, og så lidt lavere, når det blæser eller solen skinner, siger Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent hos Green Energy Denmark.

Sol og vind vil, ifølge Kristian Rune Poulsen, stadig spille en stor rolle for elprisen, fordi vi er i gang med at omstille os til en mere vejrafhængig elproduktion.

Det betyder, at der også fortsat vil være udsving i priserne - og derfor er det stadig en god idé at holde øje med priserne.

- Du kan stadig spare penge på at flytte strømforbruget ved eksempelvis at sætte opvaskemaskinen i gang om natten. Hvis du har en elbil, er det et rigtigt stort forbrug af el, man har, så der er endnu flere penge at spare ved at være en fleksibel forbruger, siger Kristian Rune Poulsen.