Brandekspert: Sprinklere kunne have reddet Svinkløv Badehotel

Eksperter går nu i rette med det nordjyske beredskabscenter, der har afvist, at sprinklere kunne have stoppet branden.

Svinkløv Badehotel brændte ned natten til mandag. (Foto: © Christine Nørgaard, DR Nórdjylland)

Et sprinkleranlæg kunne med stor sandsynlighed havde reddet Svinkløv Badehotel fra at brænde ned, lyder det fra flere eksperter i brandsikkerhed.

De er helt uenige med Nordjyllands Beredskabscenter Nord og beredskabschef Tommy Rise, der umiddelbart efter branden sagde, at han ikke troede på, at et sprinkleranlæg kunne havet stoppet ilden.

- Det mener jeg ikke er rigtigt, siger lektor i brandsikkerhed ved Lund Universitet i Sverige Bjarne Paulsen Husted.

- Det ville ikke nødvendigvis have slukket branden, men det ville kontrollere branden så meget, at når brandvæsenet nåede frem, så ville man relativt nemt kunne få slukket den sidste del af branden.

Statistikker fra Dansk brand- og Sikringsteknisk Institut og fra udlandet viser, at sprinkleranlæg virker i 95-97 procent af tilfældene.

Ifølge Bjarne Paulsen Husted er der ingen problemer i at sikre en gammel træbygning som Svinkløv Badehotel. I Norge har man således installeret brandslukningsanlæg i de gamle trækirker fra middelalderen.

- Kan man beskytte en tusind år gammel stavkirke mod brand, så kan man også beskytte et badehotel fra 1925, siger han.