Hvis ejerne af det nedbrændte Svinkløv Badehotel beslutter sig for at genopbygge hotellet, kan det være en mulighed med økonomisk hjælp fra eksterne fonde.
Det mener borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V), som er klar til at hjælpe med søgningen af midler.
- Jammerbugt Kommune er en del af Vestkystpartnerskabet, og vi er ved at lave en udviklingsplan i samarbejde med Realdania. Derfor kunne jeg godt forestille mig, at eksempelvis Realdania kunne være interesseret i at støtte genopførelsen af Svinkløv Badehotel, siger han.
Natten til mandag brændte det historiske badehotel ved Fjerritslev i Nordjylland ned til grunden. Bygningen var Danmarks største træbygning.
Mogens Gade nævner, at de store fonde allerede har været med til at støtte vestkystturismen.
- Vi har tidligere i blandt andet Jammerbugt Kommune set, at store fonde som A. P. Møller Fonden, Nordea-fonden og Realdania er gået sammen om at finansiere nogle gode rammer, siger han og nævner etableringen af bådværftet og kystkulturcenteret Han Harred Havbåde ved Slettestrand.
Jammerbugt Kommune står nu klar til at hjælpe med det, de kan.
- Sammen med fonden, som ejer Svinkløv Badehotel, kan vi være med til at prøve på at gøre de eksterne fonde villige til at medfinansiere en genopførsel af hotellet, siger borgmester Mogens Gade.
Det er endnu ikke besluttet, om Svinkløv Badehotel skal genopføres.