De ældre får deres egen minister i den nye regering. Det er den tidligere leder af det københavnske plejehjemmet Lotte, Thyra Frank fra Liberal Alliance, der skal stå for ældreområdet.
Den nye minister og et ministerium kun med fokus på de ældre bliver hilst velkommen af formand for Ældresagen Søren Rand.
- Det er en fordel. Nu skal de kun koncentrere sig om de ældre. Da vi var slået sammen med socialområdet, skulle vi kæmpe med andre svage om opmærksomhed, siger han.
Han håber, at det nye ministerium får reel betydning, men det kræver, at der følger penge med til at gøre en forskel, lyder det fra formanden.
- Thyra brænder for det og ved meget om plejehjemmene, men hun møder mange andre udfordringer og får helt klart hænderne fulde, siger Søren Rand.
Thyra Frank erstatter Sophie Løhde som ældreminister. Hende var Ældresagen ret godt tilfredse med, siger formanden.
Hvordan det bliver med en ny minister med begrænset politisk erfaring, vil han ikke gætte på.
- Når jeg tænker tilbage, så har ministre både skuffet og og overrasket positivt i forhold til vores forventninger. Nu må vi se, hvor stor gennemslagskraft de nye ministre får, siger Søren Rand.