40 år i Aalborg: Universitet afgørende for byen

Aalborgs udvikling fra arbejderby til kulturby skyldes i høj grad, at byen nu i 40 år har haft et universitet.

Aalborg Universitet kan i dag fejre 40-års jubilæum (Foto: © Troels Kaltoft, DR Nordjylland)

Det er 40 år siden, Aalborg Universitet tog imod de første studerende, og det har haft stor betydning for byen.

Det vurderer professor i byteori ved Aalborg Universitet, Ole B. Jensen.

- Det har været helt afgørende for udviklingen af byen og regionen, at man har haft et universitet i 40 år, siger han.

Fra arbejderby til studieby

Aalborg Universitet skal også have en stor del af æren for den forandring, Aalborg har gennemgået i de seneste 40 år.

Det mener byens borgmester fra 1998 til 2013, Henning G. Jensen (S).

- Før var vi en produktionsby med stor arbejdsløshed, nu er vi en af de ypperste i hele Danmark med stor udvikling og befolkningstilvækst. Og det har meget med universitetet at gøre, siger Henning G. Jensen.

Fingeraftryk på byen

Universitetet har også sat indirekte fingeraftryk på bybilledet, og det er Musikkens Hus et godt eksempel på. Det mener professor i byteori ved Aalborg Universitet, Ole B. Jensen.

- Der skal jo være nogen til at bruge Musikkens Hus. Det kundegrundlag Musikkens Hus skal arbejde med, bliver forbedret, hvis der er et universitet til stede, siger han.

Universitetets 40-års jubilæum bliver fejret i netop Musikkens Hus i dag med besøg af blandt andre Kronprins Frederik og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen.