Vibeke har aldrig sejlet før, men nu vil hun jorden rundt: Det er jo egentlig helt tosset

Det var en tirsdag aften i februar for nu lidt over to år siden. 34-årige Vibeke Svenningsen lå hjemme på sofaen, og det var der, drømmen om at sejle jorden rundt begyndte at spire.

Inspireret af TV2-serien Kurs mod Fjerne Kyster med Beha-brødrene, der sejler jorden rundt, blev en ny drøm tændt, og aftenen og det meste af natten blev brugt på at se samtlige afsnit af sejler-serien.

- Jeg fik nærmest ikke sovet den nat, og jeg lå derhjemme og tog noter til Kurs mod Fjerne Kyster, mens jeg drømte om det, husker hun tilbage.

Som at se teenagepiger sparke dæk

Ofte bliver langturssejlere, der begiver sig ud på en jordomsejling, forbundet med erfarne sejlere. Men da Vibeke Svenningsen fik ideen og købte sin båd, var det uden sejlererfaring overhovedet.

- Da jeg pludselig stod med båden, var det helt surrealistisk. Min kæreste og jeg kiggede på båden, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre med det monstrum, vi pludselig havde. Det var som at se en flok teenagepiger stå og sparke dæk på en ny bil, siger hun med et grin.

Siden har læringskurven om sejlads været stejl. Hun har taget duelighedsbevis og lært om alt fra vind og vejr til epoxy og Ohms lov.

Men uanset de til tider hovedrystende reaktioner, hun har fået gennem forberedelserne, er hun ikke i tvivl om, at en jordomsejling er det rigtige for hende – og at der er styr på tingene.

- Jeg kan godt tabe pusten engang imellem, og nu kan jeg godt mærke, at det spidser til. Men jeg vil det her så meget, at jeg parat til at betale prisen, siger Vibeke Svenningsen om alle de aftaler, hun også har måtte sige nej til den seneste tid.

Eventyrlysten med kort fra tanke til handling

Vibeke Svenningsen er opvokset på Skive-egnen. Derude, hvor det – som hun selv forklarer - ikke rigtig hedder noget. Men hun har flere lande på rejse-CV’et end de fleste.

En rejselyst, der blev vakt, da hendes forældre spurgte, om hun som 12-13-årig havde lyst til komme med ungdomsskolen på en tur til Grønland.

- Jeg troede, Grønland var et hul, men jeg blev virkelig overvældet af storheden og naturen, fortæller Vibeke Svenningsen.

Siden har hun blandt andet studeret i New Zealand, rejst med den trans-mongolske jernbane samt rejst, backpacket og arbejdet som frivillig i Asien, Sydamerika, Australien, Afrika og USA.

En tur rundt om jorden til vands og uden erfaring er dog det hidtil største rejseeventyr. Og hun traf beslutningen uden at vende det med andre eller spørge nogen til råds om, hvad det egentlig vil sige at sejle af sted med det ansvar, der følger med som skipper.

- Det er jo egentlig helt tosset, at jeg besluttede at sejle jorden rundt uden at vide, hvad det indebærer. Og det er ret skræmmende, at jeg så selvstændigt kunne træffe en så stor beslutning, der umiddelbart var så skør, siger hun.

"Kan du ikke bare backpacke?"

Så da hun fortalte sine forældre om sit nye projekt, var hendes fars reaktion: "Lad os nu se." Men efterhånden som han kunne se, at hun anskaffede sig en båd, og at det var et projekt, hun gik efter at gennemføre, blev han overbevist.

Hendes mors reaktion var i stedet, om hun ikke bare kunne backpacke eller være gast.

- Men det ville være for nemt bare at være gast. Jeg ville stå med beslutningerne, siger Vibeke Svenningsen.

Nu er opbakningen fra familien total, og de skal med på et af togterne.

Hvor de fleste ville lade drømmen forblive en drøm, er Vibeke klar til for en tid at sige farvel til det trygge og velkendte liv med familie, venner, kæreste og fast indtægt.

- Det er den, jeg er. Som person har jeg altid været eventyrlysten og haft kort fra tanke til handling, siger hun og forklarer sin eventyrlyst, vedholdenhed og evne til at gennemføre projekter med den måde, hendes forældre har opdraget hende.

- De har aldrig præget mig til, hvad jeg skulle eller ikke skulle. Jeg har skullet finde min egen vej, for der har ikke været andre, der fortalte det. De har ladet mig tage valgene selv.

Væk fra det lette liv

De seneste cirka tre år har Vibeke Svenningsen arbejdet med HR hos Maersk Line, og hun oplevede pludselig at tjene gode penge. Men beløbet på bankkontoen voksede ikke. Til gengæld steg forbruget, og de gamle møbler blev skiftet ud med Wegner-stole.

- Jeg tænkte: "Er det det?" Skal jeg nu arbejde resten af mit liv, og hvad er egentlig meningen med livet, og hvornår bliver man fanget af hverdagens trummerum.

- Det var nok også det, som drev mig til det, og jeg fik lyst til at prøve noget andet, end at det var karrieren, der var fokus på og i stedet leve et stille og langsomt liv, hvor der ikke er et mål og resultat, der skal aflæses hver dag.

- Jeg skal bare ”være” og ikke være så afhængig af mobilen og de sociale medier, siger hun.

Bekvemmeligheden skal kastes overbord

Pludselig så hun sig selv i et liv, hvor de valg hun traf ikke rigtig havde nogle konsekvenser.

- Jeg er akademiker, som ved en masse om teorier, men jeg ville også udfordres på en praktisk plan og lære at besidde godt sømandskab.

- De beslutninger, jeg træffer på havet, kommer jeg til at mærke konsekvensen af med det samme. Der er mere på spil, end hvad jeg tager ned fra hylden i Netto.

- Hvis jeg ignorerer en vejrudsigt og har for meget sejl oppe, så kan jeg mærke det med det samme, fordi jeg er i naturens vold, siger hun.

Der er ikke bad på båden. Det foregår på dækket med en saltvandsbruser eller et dyp i havet. Madlavningen til de fire-fem gaster, hun forventer er med ombord hele turen, foregår over to gasblus og en lille ovn, og kahytterne er små med lavt til loftet.

- Det ville uden tvivl være mere behageligt at blive hjemme, men det ville ikke være lige så sjovt. Og jeg tror ikke, man tager skade af at leve med begrænsede ressourcer for en periode, fortæller hun.

Alenlang to-do-liste

Det var erfaring fra arbejde, der fik hende til at gå metodisk til værks, da hun skulle styre ”projekt jordomsejling.”

Samtlige opgaver, der skulle løses, blev skrevet op på en seddel og sat op på opslagstavle med tegnestifter. Selv om hun hver dag løste en opgave, blev listen i en periode blot længere og længere med alt fra gasblus til forsikringer.

En måned før afgang er listen nede på to-tre A4-sider. En oliemåler er skiftet, og én ting kan krydses af på tjeklisten - men en lugt spreder sig, da saltvandspumpen tages i brug, og en ny ting er tilføjet.

Men selv om to-do-listen næppe bliver tjekket fuldstændig af, har tvivlen om at projektet skulle gennemføres aldrig fået lov til at tage over.

- Så græder man lidt, og så klør man på igen, som Vibeke Svenningsen siger.

Skipperrollen: "Det er eddermame et stort ansvar"

Hun er fuldt bevidst om, at der er mange ting, der kan gå galt, og at alt ikke kommer til at gå som planlagt. Der kan komme sygdom, navigationsudstyr kan bryde sammen, eller de kan sejle på en klippe. Og så er det Vibeke Svenningsen, der står med ansvaret og beslutningerne.

- Jeg gør det ikke blindt og naivt. Båden er gået igennem fra A-Z. Men jeg opsøger nok det, jeg er en lille smule bange for. Men ellers rykker jeg mig heller ikke, forklarer hun.

Men selv om hun gerne vil presse sig selv og afprøve nye grænser, så er det ikke med hovedet under armen. Ansvaret, der hviler på en skipper, er enormt.

- Det er eddermame et stort ansvar. Jeg har ansvaret for andres liv. Det er ikke noget, man lige tænker på, når solen skinner, siger hun, mens det smilende ansigt bliver alvorligt.

- Jeg ved godt, at min sejlererfaring er begrænset, men jeg har forberedt mig så godt som muligt. Båden er så sikker, som den overhovedet kan blive, og jeg har allieret mig med to erfarne gaster, jeg kender, som skal lære mig at være en god skipper, siger hun.

Fra drøm til virkelighed

Projektet har indtil nu har varet to år – lige så lang tid, som en hel jordomsejling vil tage. Det har betydet væsentlig færre aftaler med veninder og familie, mens fuldtidsarbejdet har skullet passes ved siden af forberedelsen af båden.

Og når hun den 8. juli sejler af sted, bliver det et svært farvel med familie, venner, kæreste og job.

- Det har været hårdt, men jeg kan ikke opgive det nu. Jeg er nødt til at prøve det af, og jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg gav op. Så ville jeg senere tænke: "Hvad nu, hvis..." Det ville blive den drøm, jeg aldrig udlevede, siger hun og tilføjer:

- Jeg ved, der er mange, der synes, at det, jeg gør, er vildt. Men hvis jeg kan gøre det, så kan alle. Det behøver ikke være en jordomsejling som mig, men jeg håber, at alle gør det, de drømmer om.

Blå bog: Vibeke Svenningsen