Vestas stiller nu verdens største vindmølle op ved Østerild

Inden for de næste 14 dage regner Vestas med at rejse verdens hidtil største vindmølle på testcentret ved Østerild i Thy.

Nacellen, eller møllehuset, da den/det blev kørt ud fra Lindø på vej mod Østerild. (Foto: © Jesper Lind, DR Fyn)

Vestas er klar til at stille verdens største vindmølle op på det nationale testcenter i Østerild Klitplantage.

Tårnet bliver 140 meter højt, vingerne er 80 meter lange og møllehuset vejer 390 ton.

Når møllen snurrer rundt, vil vingespidserne nå op i 220 meters højde. Det er dermed verdens hidtil største vindmølle, som Vestas nu har samlet delene til ude på testcentret i Østerild Klitplantage.

Møllen bliver rejst inden nytår

Selve rejsningen af møllen er nært forestående, fortæller projektleder Torben Hvid Larsen fra Vestas: - Vi regner med, at det sker inden for de næste 14 dage, siger han.

Selvom kæmpemøllen kommer op at stå her i december, så er den først fuldt installeret i begyndelsen af det nye år, som Vestas hele tiden har forudsagt.

Modellen hedder V164 8 MW, og det er den mølle, som Vestas sammen med japanske Mitsubishi satser på, når det gælder det voksende marked for havvindmøller i de kommende år.

Det er en stor dag for Vestas

- Det er en stor dag for os i Vestas, at vi får verdens største vindmølle op og snurre. Nu kan folk snart se, at det ikke er en papirsmølle længere, siger Torben Hvid Larsen.

Den hidtil største mølle på testcentret ved Østerild har været Siemens 6 MW mølle, som blev rejst i sensommeren sidste år. 

Siemens-møllen er 197 meter høj til vingespidsen.