Ulrik Wilbek ramt af høretab og kraftig tinnitus

Det kom som noget af et chok for Wilbek, at han fra den ene dag til den anden fik et hørehandicap.

Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg Kommune, har fået diagnosen Sudden deafness. Ifølge Høreforeningen er der hvert år blandt voksne 5-30 tilfælde pr. 100.000 mennesker. (Foto: © Rasmus Hagelskjær - DR)

Borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek (V), har fra den ene dag til den anden mistet det meste af hørelsen på sit højre øre. Oveni har han fået en slem omgang tinnitus.

64-årige Wilbek oplyser, at det pludselige høretab skyldes lidelsen Sudden deafness - eller pludselig hørenedsættelse på dansk.

- Det har givet mig nogle udfordringer. Især i større forsamlinger, hvor der er dårlig akustik. Jeg har svært ved at holde koncentrationen, og det ender med at gøre mig træt i sidste ende, fortæller han til DR.

- Det er som en motorvej, der kører hele tiden, forklarer han.

Ørelæger har meddelt Wilbek, at det er usandsynligt, at han kommer til at høre normalt på sit højre øre.

Hørenedsættelsen betyder i første omgang, at Ulrik Wilbek drosler ned på opgaver, der involverer store forsamlinger, men han fortsætter på sine poster som borgmester i Viborg Kommune og som formand for KL's socialudvalg.

- Det gør jeg for at skåne mig selv. For at have overskud og ressourcer bliver jeg nødt til at melde fra til nogle af de ting, siger han.

Selvom han ikke forlader sine poster, har han behov for at melde ud til offentligheden om sit høreproblem.  - Der sker meget hurtigt det, at folk spørger, hvorfor jeg ikke dukker op. Så synes jeg, det er vigtigt at gå ærligt ud og fortælle, at det er, fordi jeg har nogle problemer, der gør, at jeg ikke kan komme til alting, i stedet for at der begynder at komme en masse myter, siger Wilbek. (Foto: © Rasmus Hagelskjær - DR Midt & Vest)

Han understreger, at selvom situationen er "træls" for ham, så er der mange mennesker, der har det meget værre og har meget større handicap. Men det kan være hans sidste periode med borgmesterkæden om halsen.

- Nu har jeg ikke endeligt besluttet noget, men jeg har jo hele tiden sagt, at det her nok er den sidste periode. Så vi er da nok ikke kommet tættere på, at jeg genopstiller. Lad os sige det på den måde.

Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor Ulrik Wilbek pludselig mistede hørelsen på det ene øre.

Det er meget forskelligt, hvor mange der bliver ramt. Ifølge Høreforeningen registreres der mellem 225 og 1.350 nye tilfælde om året.