Udlandet er vilde med at købe de danske kartofler

Eksporten af danske kartofler er steget med 50 procent gennem de seneste ti år. Især til Sverige, Norge og Tyskland.

Danske kartoffelavlere ser tilbage på det seneste årti med et smil.

Danske kartofler er populære i chipsposer og på spiseborde rundt om i verden. Faktisk er eksporten af de gule rodfrugter steget med 50 procent over det sidste årti.

- Midt- og Vestjylland er kernen og hjertet i den danske kartoffelproduktion, siger Steen Bitsch, der er næstformand i brancheorganisationen Danske Kartofler.

Jorden er god for kartofler

Blandt andet på grund af jordforholdene:

- Det er de rigtige jordtyper til de rigtige destinationer, der ligger her i den centrale del af Jylland, forklarer Steen Bitsch.

Kartoffeleksporten nærmer sig en milliard kroner om året. Det skyldes især, at svenskerne og nordmændene, køber flere af de gule rodfrugter fra Danmark.

Danske avlere er gode for en handel

Og så er danske kartoffelavlere også rigtig gode at handle med.

- Vi har de rigtige sorter, og så har vi været gode til at organisere os og efterkomme vores kunders krav, selvfølgelig til den rigtige pris, siger Steen Bitsch.

Foruden vore nærmeste naboer, sælger vi også flere kartofler til Mellemøsten og Afrika