Turister fisker og bader ved farligt giftdepot: 'Det er himmelråbende'

Turister trodser forbuddet ved generationsforureningen ved Høfde 42.

De tre piktogrammer med fiskeri, badning og dykning forbudt ligger på venstre hånd, når man går ned på stranden. (Foto: © Emil Nørgaard, DR)

Det varme vejr har lokket badende til landets strande. Men det er ikke kun strande med det blå flag, som har haft gæster på besøg.

Turisterne har nemlig brugt stranden ved generationsforureningen Høfde 42 ved Harboøre Tange.

Når man bevæger sig over klitten ned mod stranden ved Høfde 42, bliver man ellers mødt af tre piktogrammer med fiskeri, svømning og dykning forbudt.

Men folk har alligevel gæstet den hvide sandstrand.

- Vi var vidner til at se folk med badeudstyr og telte, som gik ned på stranden ved Høfde 42-depotet. Og det var fint vejr, så det skulle da være mærkeligt, om de ikke badede i det, fortæller Bjarne Hansen, der er miljøaktivist og som i årevis har kæmpet for en oprensning af giftdepotet.

Det er ikke første gang, Bjarne Hansen ser turister på stranden, og han har flere gange henvendt sig til dem.

- Jeg fik en snak med nogle, som lå deroppe, og jeg forklarede dem, hvad de lå i, og hvad de lod deres børn lege i. Det er helt himmelråbende, og de blev også fortørnet over det, men de havde ikke set skiltene, siger Bjarne Hansen.

Forleden så han desuden en fisker sidde på høfden med sin fiskestand – lige der, hvor der er udløb fra kemikaliefabrikken FMC Site Rønland – det tidligere Cheminova.

  • Bjarne Hansen viste tidligere på året rundt ved Høfde 42 i forbindelse med oprensning af generationsforureningen. (Foto: © Emil Nørgaard, DR)
  • De røde piktogrammer står på venstre hånd ved nedgangen til stranden. (Foto: © Emil Nørgaard, DR)
  • Til højre ved nedgangen står et skilt, som fortæller om kemikaliedepotet. (Foto: © Emil Nørgaard, DR)
  • Skiltet med information på både dansk, tysk og engelsk er til højre for nedgangen til stranden. (Foto: © Emil Nørgaard, DR)
  • Forleden besøgte badegæster stranden lige syd for høfde 42. (Foto: © Bjarne Hansen)
1 / 5

Skilte blev fjernet

Giftdepotet ved Høfde 42 har ligget der siden 1957, hvor myndighederne gav tilladelse til at deponere kemiaffald ved høfden. I øjeblikket arbejder politikere på at nå til enighed om en oprensning af grunden, som man mener vil koste omkring 250 millioner kroner.

I 2017 blev der fjernet nogle skilte i området, fordi politikerne ikke ville have en skilteskov. Blandt andet nogle advarselsskilte og et gult dødningehoved.

- Et gult dødningehoved ved alle, hvad betyder. Folk skal informeres om, hvad der ligger i depotet, siger Bjarne Hansen.

Hvis man som turist skal have information om, hvad der gemmer sig ved høfden, skal man kigge på nogle informationsskilte, der ligner de standere, hvor man kan få viden om dyre- planteliv og landskabets historie. Og dem mener Bjarne Hansen ikke, at turisterne læser.

Regionrådsformand Anders Kühnau har dog ikke planer om at gøre skiltningen mere tydelig. Han mener, den er god nok, som den er.

- Hvis folk bader eller svømmer der, er det, fordi de ignorerer skiltene, siger Anders Kühnau.

Men den forklaring giver Bjarne Hansen ikke meget for.

- Det er kort og godt ikke nok. Når folk ikke er opmærksomme på det, så er det, fordi det er for dårligt skiltet. Det er om igen, siger Bjarne Hansen.