Slagteri afviser DF-kritik: Vi skal ikke spørge politikerne om lov til at give Mohamed natjob

Dansk Folkeparti betvivler lovligheden af jobskifte, som sikrer somalier ophold i Danmark.

Somaliske Mohamed Ibrahim fra Hundborg i Thy undgår måske udvisning af Danmark, efter at hans faste arbejdsgiver, slagteriet Tican i Thisted, har givet ham et bedre lønnet job. (Foto: © Peter Uno Andersen)

Somalieren Mohamed Ibrahim har haft udsigt til at blive sendt ud af landet, fordi han tjener 370.000 kr. om året, hvilket er knap 48.000 kr under opholdskravet.

Derfor har hans arbejdsgiver, slagteriet Tican i Thisted, flyttet Ibrahim til natholdsarbejde, så han får den tilstrækkelige lønstigning.

Men Dansk Folkepartis udlændingeordfører og formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, Martin Henriksen, sår tvivl om, hvorvidt 'fidusen overhovedet er lovlig'.

- Det står jo med neonlys og blinker op i ansigtet på os alle sammen, at det her er et forsøg på at omgå udlændingelovgivningen. Og så skal vi på Christiansborg gøre op med os selv, om vi vil være til grin eller sørge for, at når folk får inddraget deres opholdstilladelse, så skal man ikke kunne lave alle mulige fiks-fakserier, siger han.

Administrerende direktør i Tican, Ove Thejls, har hidtil afvist at udtale sig i sagen, men nu siger han til DR P4 Midt & Vest:

- Vi mangler en mand på natholdet, og hvis Mohamed er interesseret, og afdelingslederen finder ham bedst kvalificeret, får han jobbet. Længere er den ikke.

- Det tror jeg ikke, vi skal spørge hverken Dansk Folkeparti eller andre politikere om, siger han.

Med skiftet til natarbejde kommer Ibrahim til at tjene 422.000 kroner om året.

Rettelse: Beløbsgrænsen for ophold er retteligt 417.793,60 kroner. Derfor er tallet 30.000 ændret til 'knap 48.000'.