Rekordmange unge vil på efterskole: Men de klumper sig sammen i Østdanmark

Efterskoleforeningen jubler over historisk mange elever, men bag tallene gemmer sig en historie om fraflytning fra vest mod øst.

28.800 unge er i denne måned startet på efterskole. Det er knap 400 flere end sidste år. Men det er ikke alle skoler, der oplever fremgang. (Foto: © Henning Hjort)

28.800 unge er i denne måned startet på efterskole. Det er 400 flere end sidste år og ny rekord i efterskolernes 170 år lange historie, oplyser Efterskoleforeningen.

Men bag rekordtallet gemmer sig også en historie om en elevvandring fra Vestdanmark til Østdanmark. Det siger forstander for landets længst eksisterende efterskole, Galtrup Musik- og Idrætsefterskole, på Mors med 85 elever.

- Der sker en fraflytning fra vest til øst, så de østjyske og sjællandske skoler har et større grundlag at rekruttere fra, siger forstander Jens Hvid.

Hans egen efterskole har siden 2008 haft dalende elevtal. Et billede, der går igen andre steder i det nordvestjyske.

- Tidligere var her i området otte efterskoler. Nu er der fem tilbage, og de fire af dem har stadig ledige pladser, siger han.

Efterskolernes tilskudssystem betyder også, at det bedst kan betale sig at drive skoler med over 150 elever, forklarer Jens Hvid:

- Derfor har flere skoler indenfor de seneste år øget deres optag. Det giver færre skoler, men større.

Galtrup Musik- og Idrætsefterskole på Mors oplever, at mange unge søger mod østdanmark og dermed gør det sværere at rekruttere elever. (Foto: © Galtrup Musik- og Idrætsefterskole)

Når skoleoptaget daler i det nordvestjyske, prøver efterskolerne at lokke de unge til ved at specialisere sig og tilbyde linjer, der lægger sig tæt op af elevernes fritidsinteresser.

- Vi udbyder for eksempel e-sport som undervisningsfag og bruger det ud fra de Grundvigsk-Koldske skoleprincipper til at lave dannelse. Det er vi nødt til for stadig at tiltrække de unge. E-sport var ellers meget uhørt i efterskoleverdenen for fem år siden, siger Jens Hvid.

Troels Borring, formand for Efterskoleforeningen, forklarer elevfremgangen med, at forældre i dag ønsker at klæde deres børn bedst muligt på til fremtiden. Derfor vælger de et efterskoleophold for at lære den unge rubusthed, men også dannelse og fællesskab med andre.

Efterskoleforeningen oplyser, at alle skoler på nær to ud af 246 har indberettet samlet elevtal på dagen for kursusstart i 2017. Siden sidste år er to skoler lukket, mens tre nye er kommet til. En på Sjælland og to i Syd- og Sønderjylland.