Regnhaver kan være fremtidens løsning for mange husejere

Husejere skal holde regnvandet i deres haver i stedet for at lede det ud i kloakken.

For at gøre det endnu mere attraktivt for de, der endnu ikke har gjort det, har Energi Viborg lavet en demonstrations-regnhave som et staudebed for at vise alternativer til klassiske faskiner til nedsivning. (Foto: © Elise Rasmussen, (c) DR)

Vores kloakker får svært ved at håndtere den ekstra regn, der falder på grund af klimaforandringerne.

Men et pilotprojekt i Hald Ege ved Viborg kan være fremtidens løsning for mange husejere.

Her har Energi Viborg tilbudt husejerne at få 25.000 kroner af tilslutningsafgiften tilbage, hvis de indretter deres haver, så de selv kan håndtere regnvandet, fortæller Pia Mandrup, der er projektleder hos Energi Viborg.

- Vi har problemer med, at vores kloakledninger ikke er store nok, og kan vi få folk til at etablere nogle løsninger i deres egne haver, får vi frigivet noget kapacitet ude i vores ledningsnet til gavn for os alle, siger hun.

Man kan ikke fortryde og blive koblet på kloakledningen igen, og selvom 90 procent i Hald Ege sagde ja til tilbuddet er det indtil nu kun 18, der rent faktisk er koblet af.

En af dem er Villy Emil Jensen fra Hald Ege. Han valgte selv at grave nogle faskine-agtige brønde til nedsivning af regnvand på sin grund. Han mener, at det er et helt indlysende valg.

- Hvorfor smide regnvandet ud i kloakken, når vi bare kan lede det ud på grundene og så udnytte det dér, så det siver i jorden uden nogen form for forurening, siger han

Indtil videre gælder tilbuddet kun i Hald Ege, men hvis det bliver en succes vil Energi Viborg udbrede det til andre områder.