Politiets nye fotovogne skal sænke den farlige fart på vejene

Modsat resten af landet stiger antallet af dræbte i trafikken i Midt- og Vestjylland. Det kan politiets nye fotovogne forhåbentlig gøre noget ved.

Farten dræber, lyder et slogan. Politiet investerer i nye fotovogne, der skal få farten ned på de danske landeveje. (Foto: © Thomas Schmidt Nørgaard)

Let foden fra speederen! I det nye år kommer der langt flere fotovogne på de danske landeveje. Rigspolitiet har indkøbt 102 nye fotovogne.

Indkøbet af de nye fotovogne skyldes en regeringsbeslutning om at stoppe flere fartsyndere.

En god del af de nye vogne kører vestpå. Midt- og Vestjyllands Politi udvider bilparken fra de nuværende tre til hele 13 fotovogne.

Antallet af dræbte stiger

- De kommer til at måle fart de steder, hvor vi ved, at der er sket ulykker, hvor hastigheden kan være en faktor, fortæller Henrik Glintborg. Han er leder af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland.

For mens ulykkestallet falder i de øvrige politikredse, er kurven endnu ikke knækket i Midt- og Vestjylland.

Indtil nu er 37 personer omkommet i trafikken mod 29 sidste år og 27 i 2012.

Fotovogne kan gøre en forskel

- Vi vil rigtig gerne knække kurven, og der ved vi, at en fotovogn er et meget vigtigt og godt redskab til at sænke bilisternes gennemsnitshastighed. Bliver den sænket, så sænker vi også antallet af dræbte, siger Henrik Glintborg.

De nye fotovogne er VW Transportere på gule plader.

De er forsynet med digitalt udstyr, der skal sikre en bedre billedkvalitet end den politiet hidtil har arbejdet med.