Nyt formodet ulveangreb: Fårene gik ellers bag ulvesikkert hegn

Ulvehegn skal tjekkes nøje, efter får igen er angrebet. Dybe bid antyder, at der er tale om en ulv.

Dybe bid hos de to får tyder på, at et rovdyr har været på spil, selvom de begge gik i en fold, der skulle være ulvesikret. (Foto: © Privatfoto - Storålam)

Et ulvesikkert hegn skulle beskytte får mod ulven, men nu er to får døde efter noget, der igen ligner ulveangreb.

- Den måde, fårene er bidt på, ser eksakt ud, som de tilfælde, vi har haft, hvor analyser har påvist, at det var ulve, siger fåreavler Peter Helén fra firmaet Storålam.

I går blev de to døde får undersøgt af Naturstyrelsen for at kortlægge, om der ér tale om ulveangreb.

- Det ligner noget, vi har set før, men nu er der taget DNA-prøver, så jeg vil godt vente med at drage en endelig konklusion, indtil der er svar på dem, fortæller vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen.

Han forventer, at der vil gå omkring seks uger, før der er svar på prøverne, som skal undersøges i Tyskland.

I dag skal ulvehegnet gås nøje efter.

- Der var normal strøm i hegnet. Nu skal vi ud og se, om der kan være en fejl i den måde, hegnet er monteret på, siger Peter Helén.

Han peger selv på, at den underste hegnswire måske sidder lidt for højt nogle steder, eller at en ulv måske kan være kommet ind ved en lavning i marken.

- Men hvis det ikke er sådan, så er jeg rigtig bange for, hvad der kan ske fremover, siger Peter Helén.

Hos Naturstyrelsen vil vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen langt fra dumpe ulvehegnet som sikringsmetode.

- Lad os nu lige se, hvad der er op og ned på situationen, før vi drager nogen endelige konklusioner på det, siger han.

Storålam har mistet flere får til ulve. Hvis det viser sig, at det igen er tilfældet, selvom der denne gang var ulvehegn omkring, så håber Peter Helén, at der kommer beslutning om, at man i dette tilfælde må skyde ulven.