Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 66-årig mand, som er sigtet for at skyde en ulv mandag eftermiddag.
Politiet modtog mandag eftermiddag en anmeldelse om, at en ulv var blevet skudt på en mark cirka 13 kilometer øst for Ulfborg. Anmeldelsen kom fra et vidne, der kort forinden havde set en mand komme kørende i bil til marken, affyre skud fra bilen mod ulven og køre væk fra stedet igen.
- Da patruljen kommer frem til stedet, finder de en ung hun-ulv, som er dræbt af skud. De finder også afskudte patronhylstre, fortæller Poul Østergaard, leder af særlovscentret hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Ud fra vidnets beskrivelse af bilen kunne politiet anholde en 66-årig mand fra lokalområdet, som nu er blevet sigtet og afhørt.
På mandens bopæl har politiet fundet flere skydevåben, som er beslaglagt. Det samme er sket med den 66-åriges bil.
Der er ikke jagttider på ulven i Danmark. Midt- og Vestjyllands Politi har derfor sigtet den 66-årige for at overtræde flere bestemmelser i jagtloven. Manden nægter at have skudt ulven og har ikke ønsket at udtale sig.
Politiet venter nu på resultatet af de tekniske undersøgelser. Den døde ulv bliver nu undersøgt nærmere af Veterinærinstituttet, DTU. Blandt andet skal der laves en dna-test, så man kan fastslå et hundrede procent, at der er tale om en ulv.
- Men vi har en klar formodning om, at det er en ulv, siger Poul Østergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.
(Opdateres klokken 10.33 med citater fra politiet))