Ledige i aktivering har større chance for fast job

Det fører oftere til et fast job, hvis den ledige har været i aktivering i en virksomhed, viser erfaringer fra Holstebro Kommune.

Michael (billedet) er i aktivering på Wiums Renseri i Holstebro. Det er et job, han er glad for. (Foto: © Steen Færgemand; DR P4 Midt & Vest)

Når arbejdsløse kommer i aktivering på en virksomhed, er der større sandsynlighed for, at den ledige ender i et fast job.

Det er baggrunden for, at Holstebro Kommune bruger stadig flere penge på aktivering, selv om kommunen faktisk har færre ledige end landsgennemsnittet.

En dyrere aktivering kan betale sig, hvis borgeren til gengæld kommer væk fra offentlig forsørgelse. 

Virksomhedspraktik er et godt redskab

Her spiller virksomhederne en vigtig rolle, fortæller Mette Plougmann, der er leder af Job- og Kompetencecenter Vest, som er en del af Jobcenter Holstebro.

- Målet er selvforsørgelse og vejen derhen er en mere virksomhedsrettet tankegang. Vi bruger virksomhedspraktik, fordi det er et godt redskab til at bringe den ledige tættere på et arbejde, siger Mette Plougmann.

Jobcentret bruger 80 såkaldte virksomhedscentre og har aftaler med endnu flere virksomheder.

Ledig med PTSD: Nu har jeg det godt

Et af stederne er Wiums Renseri i Holstebro, hvor Michael er i aktivering.

- Jeg har arbejdet 14 måneder på renseriet og er meget glad for jobbet, siger Michael, som har PTSD (posttraumatisk stresslidelse), og derfor ikke kan arbejde fuldtid.

Han har en arbejdsdag fra klokken 8.00 til 12.00.

- Her er flinke mennesker at arbejde sammen med og jeg har det nu meget godt, siger Michael til DR P4 Midt & Vest.

Kompagnon i Wiums Renseri, Bent Borg Jakobsen, er mentor for Michael:

- Vi vil gerne hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet i stedet for, at de går hjemme. Vi har været glade for de ledige, vi har haft i aktivering og vil bestemt fortsætte, siger han.

Mødet med et ægte arbejdsliv hjælper

Mette Plougmann fra Jobcenter Holstebro mener, at det er muligheden for at være en del af et ægte arbejdsliv og fællesskab, der bringer de ledige tættere på et arbejde.

- De møder en ægte arbejdsgiver, der ser dem som andet og mere end en klient, siger Mette Plougmann.

Holstebro Kommnue budgetterer i år med at bruge en fjerdedel mere på aktivering pr. borger, end kommunerne i hele landet bruger i gennemsnit.

Aktivering med mening

En dyrere aktivering kan betale sig, hvis borgeren til gengæld kommer væk fra offentlig forsørgelse.

Det siger formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Holstebro Kommune, Lars Stampe (S), der fortæller, at kommunens strategi er at sende de arbejdsløse i aktivering, der giver mening:

- Vi kan se, at det virker. Som ledig er man nok mere motiveret, hvis man kan se, at jobbet er relevant. Og det er en gevinst for kommunen på den lidt længere bane, påpeger udvalgsformanden.