Danske landmænd vil have lov til at bruge mere gødning.
De mener, det er unfair konkurrence, når tyske landmænd må bruge mere gødning end de danske.
- Det argument duer bare ikke, siger det Thyge Nygaard, som er landlandbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.
EU vil stoppetysk forurening
De lempelige tyske regler har ført til øget forurening af grundvandet og Østersøen. Så nu forbereder EU en sag mod Tyskland, fordi de tyske landmænd forurener for meget med kvælstof.
Herhjemme har danske landmænd ellers ført de tyske regler forrest i deres kampagne for at få lov til at gøde med mere kvælstof.
Thyge Nygaard mener, at EU´s indgreb mod Tyskland har stor betydning også herhjemme:
- Den statuerer et klart eksempel på, at vi ikke kan bruge Tyskland som forbillede for hvordan vi skal regulere hvor meget kvælstof, landbruget må gøde afgrøderne med, siger han.
Branchen byder EU-indblanding velkommen
Den tyske stat skal inden den 10, september svare EU på, hvordan man vil stramme op på reglerne, ellers anlægger Kommissionen en sag mod Tyskland.
Landbruget herhjemme har ofte krævet samme regler som syd for grænsen. Derfor bliver EU´s indgreb mod Tyskland budt velkommen af Anders Panum, der er vand- og naturpolitisk chef hos Landbrug og Fødevarer:
- Hvis der er nogen lande, som har en konkurrencefordel ved ikke at passe på miljøet, så er det helt fint, at nogen kommer efter dem. Det er vi ikke interesserede i at konkurrere på. Men vi vil have lige konkurrencevilkår med resten af Europa, siger han.