Lad bilen stå: Kampagne mod spirituskørsel storhitter

Midt- og Vestjyllands Politi har lanceret en ny kampagne, der skal få folk til at lade bilen stå efter julefrokosten, hvis de har drukket alkohol.

Billedet fra kampagnen ser sådan ud - og er blevet flittigt delt på sociale medier. (© Midt- og Vestjyllands Politi)

27 er blevet dræbt og 168 er kommet alvorligt til skade i Midt- og Vestjyllands politikreds mellem 2010 og 2014 i ulykker, hvor spiritus muligvis har været en del af årsagen.

Det giver den midt- og vestjyske politikreds en kedelig rekord som det sted i landet, hvor flest har mistet livet i trafikulykker, hvor der har været mistanke om alkohol i blodet hos de involverede.

Derfor lancerede Midt- og Vestjyllands Politi i denne uge en kampagne, der skal få folk til at lade bilen stå, når julefrokosten er slut. Og det tiltag er i den grad gået viralt på de sociale medier.

Et vigtigt budskab

Midt- og Vestjyllands Politi skød selv kampagnen i gang på det sociale medie Twitter, hvilket fik mange til både at like og "retweete", altså dele opslaget.

På P4 Midt og Vests egen Facebook-side er opslaget med billedet fra kampagnen nået ud til over en million brugere, mens næsten 13.000 har "synes godt om" opslaget, og næsten 5.000 har delt det.

Midt- og Vestjyllands Politi skød kampagnen i gang på Twitter den 1. december sådan her. (© Midt- og Vestjyllands Politi)

- Det er kommet helt bag på os, at det har haft den her store interesse, og det er vi rigtig glade for, siger Henrik Glitborg, der er færdselsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi synes, det er et kanonvigtigt budskab, at man skal lade bilen stå efter julefrokosten, så man ikke er til fare for sig selv og ikke mindst andre, siger han.

- Det er en uheldig rekord, vi har, men jeg tror, den her kampagne virker. Ud fra den store interesse, vi har set, tror jeg, at flere af dem, der måske normalt ville tænke: "Argh, jeg kan nok godt lige køre hjem," lige tænker sig om en ekstra gang, siger færdselslederen.

Til at forstå

I kampagnen spørger politiet: "Hvem skal køre dig hjem?" På billedet er der flere muligheder, fra en taxa og en natbus til en ambulance, en politibil og en rustvogn.

Det er noget, der er til at forstå, samtidig med, at det er aktuelt. Og det er netop derfor, at kampagnen hitter, siger Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier.

- Den er så perfekt skåret til internettets dynamik, og der er et højt blikfang i den vinkel, hvor vi kigger ned på de chauffører, der skal køre os hjem fra julefrokosten, siger Thomas Bigum.

- Det er noget, man kan forstå selv med den slukkede hjerne, og fordi vi kan det, og fordi der er følelser i, så får vi lyst til at dele det, siger Thomas Bigum.

- Det rammer bare lige ned, hvor vi både forstår alvoren, der er humor, og så er der aktualitet. Og når der er det, så er der altså ikke langt til "del-knappen" eller til at "like" en god sag, siger han.

Reykjavik Metropolitan Police i Island har tidligere haft succes med en lignende kampagne, som kan ses her.