Modstanderne af de to kystnære havmølleparker ved Vestkysten kan lige så godt slå sig sammen.
Hvis der kommer kystnære møller, så bliver det formentlig begge steder. Både Vesterhav Syd ud for Holmsland Klit og Vesterhav Nord ud for Harboøre.
Sådan lyder det nu fra European Energy, en af de udvalgte bydere på mølleparkerne.
- Udgifterne til driften af møllerne betyder rigtig meget for udbuddet, og der kan virkelig spares store penge, hvis mølleparkerne ligger i nærheden af hinanden, siger senior manager Ian Wallentin fra European Energy.
- Derfor vil det være økonomisk optimalt at byde på to parker, som ligger tæt på hinanden, siger han.
Der er formentlig kun brug for to af de fem mulige kystnære havmølleparker. Både i Vesterhavet og ved Sjælland er der to mulige parker, som ligger tæt på hinanden.
Men European Energy vil ikke ud med, hvilke parker de så vil byde på. Det samme gælder en af de andre bydere Hovedstadens Forsyningsselskab HOFOR, hvor Jesper Pedersen er vindchef.
- Det holder vi for os selv på nuværende tidspunkt, siger han.
Hos den tredje mulige byder Vattenfall er det slet ikke er sikkert, at man vil byde, siger informationschef Arne Rahbek.
Fristen er den 4. april.