Kurser i naturpleje hitter blandt landmænd

Landmænd vil være bedre til at pleje naturen på markerne. Derfor deltager de i kurser for at blive klogere på de bæredygtige løsninger.

Græssende får kan være med til at skabe lysninger og holde vegetationen nede.

Hvis du ser flere får end tidligere på markerne, kan det være, fordi de er ved at lave naturpleje. Flere end 1.000 landmænd og rådgivere har nemlig taget kursus i at pleje naturen de seneste to år.

Kurserne udbydes af Seges med støtte fra Naturerhvervstyrelsen, der netop har bevilliget penge til at fortsætte de gratis kurser de næste tre år. En af dem, der har været på kursus, er landmand Jørgen Blazejewicz fra Idom, der gerne ville blive skarpere på reglerne inden for naturpleje.

- Jeg synes, det er en fantastisk mulighed for, at man kan producere noget kød på nogle rigtig gode betingelser, siger han.

Græssende får som dem, Jørgen Blazejewicz har i tusindvis, er vigtigt for dele af naturen, for når de maser sig rundt på marken og græsser, laver de både lysninger og holder vegetationen nede.

Det er godt for for eksempel bier, blomster og sommerfugle, fortæller Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

- Der er store dele af vores natur, som er udviklet i sådan et landskab, hvor der var masser af store, vilde, græssende dyr, siger han.