Kongen af Cold Hawaii: Den rådne banan bunder i idioters uvidenhed

PORTRÆT: 68-årige Finn Jorsal bruger sin pensionisttilværelse på at dyrke det pulserende surfparadis Cold Hawaii langt fra hovedstaden. Og her er der ikke noget, der hedder udkantsproblematik.

Stort set alle i Thy kender Finn Jorsal, fordi han blander sig i alt. (Foto: © Mette Johnsen, Fotograf Mette Johnsen)

Han har det med at havne i centrum af begivenheder. Han er typen, der får ting til at ske omkring sig. Finn Jorsal fra Thisted. Formanden for surfsamfundet ved Klitmøller, Cold Hawaii.

I sommer havnede han igen i midten. Denne gang i midten af et stort presseopbud på stranden i Ipanema i Rio under OL.

Anledningen var, at borgmesterkontoret i Rio ville indgå en aftale med Thisted Kommune om at samarbejde om bæredygtig surfturisme. Noget, som Finn Jorsal længe havde arbejdet for og drømt om skulle blive til virkelig.

- Jeg havde ikke regnet med det. Mange har undret sig over, hvordan fanden, undskyld jeg bander, det kan lade sig gøre, at Rio er interesseret i at lave sådan en aftale med Thisted, siger Finn Jorsdal.

En søndag i august fløj han i al hast til Rio, holdt et par taler, gav nogle interviews og satte sin underskrift og Thisted Kommunes logo på et dokument.

- Det var da vildt stort. Helt vildt stort. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle sidde til noget OL. Og så slet ikke i Rio. Det var stort, siger han.

Finn Jorsal på 68 år er formand for foreningen Friends of Cold Hawaii, der arbejder for at brande det lille stykke Danmark mod vest, hvor de unikke vind- og bølgeforhold tiltrækker surfere fra nær og fjern.

En mand med masser af projekter

Men der skal mere end lidt opmærksomhed fra en OL-værtsby til, før Finn Jorsal mister jordforbindelsen.

- Hvordan jeg reagerede? Jamen, jeg hoppede ikke rundt eller noget. Jeg måtte jo lynhurtigt i gang med alle mulige praktiske foranstaltninger, og jeg havde alt muligt andet i hovedet også, siger han.

Det er typisk Finn Jorsal. Driftig. Handlekraftig. Og altid med et nyt projekt, der skal arbejdes videre på.

Finn Jorsal (th) giver hånd på, at Klitmøller og København påtager sig værtskabet for VM i stand up paddle i 2017.

- Jeg bider mig fast. Hvis der er noget, jeg gerne vil, bliver jeg ved, til det lykkes, siger han, og hans cv afslører, at han har en evne til at trække tråde vidt omkring.

Han var rektor på Thisted Gymnasium i 20 år, indtil han i 2012 gik på pension. Han har været med til at etablere Det Danske Institut i Athen. Han har bygget en koncertsal i Thisted, som folk i byen døbte "Jorsalen". Han har været med til at skaffe VM i 'stand up paddle' til europæisk vand for første gang nogensinde.

- Nogen vil sige, at jeg havde en finger med i spillet i forhold til at vælte jerntæppet i Europa, skyder han ind som en sidebemærkning.

Musikeren Simon Kvamm flyttede til Klitmøller i 2015. Her skåles i Cold Hawaii øl. Finn Jorsal står længst til højre. (© Nikolaj Jørgensen)

Den rådne banan har ikke noget på sig

Lige nu bruger han meget af sin tid som formand for Friends of Cold Hawaii, hvor han formidler historien om landsbyen langt mod vest, der rider på en bølge af vækst takket være nogle gudsbenådede surfspots.

Klitmøller er omdrejningspunktet for pulsen og kreativiteten i området. Kendisser og kreative københavnere flytter til, og hvor mange andre jyske byer jamrer over tomme boliger og udkantsproblematikker, gnider ejendomsmæglerne i Klitmøller sig i hænderne, når de går hjem.

Finn Jorsal er med til at promovere og fortælle historien om byen, der har gjort udtryk som ”udkantsdanmark” til skamme.

- Det bunder jo i uvidenhed. De snakker bare om den der rådne banan, og det har ikke noget på sig. Heldigvis er der flere, der tager problemstillingen op og tordner løs mod de idioter, som ikke ved, hvad der er af kvaliteter i Danmark vest for Valby Bakke, siger han.

Finn Jorsal er en kendt karakter i Cold Hawaii-family, som han kalder fællesskabet i Klitmøller. Og Klitmøller er bare ét eksempel på en større tendens.

- Jeg fornemmer, at der er en modbevægelse i gang. Det er ikke kun et dansk fænomen. Der er en tendens til rundt i verden, at folk vil væk fra storbyerne, hvor man ikke kender de andre i opgangen, siger han og nævner London som eksempel, hvor flere flytter væk fra byen og til det sydlige England.

Familiens første student

Finn Jorsal er født i Svendborg og vokset op i Middelfart og Strib lige ved Lillebæltsbroen.

- Jeg er meget anderledes, end min familie var. Jeg var den første student og begyndte at læse noget så mærkeligt som klassisk filologi. Jeg har altid været anderledes end min familie, siger han.

Faren var direktør i en kornvirksomhed, og moderen var hjemmegående og plaget af psykisk sygdom.

- Det var en af hovedårsagerne til, at jeg rejste hjemmefra ligeså snart, jeg kunne komme til det, fortæller Finn Jorsal, der flyttede hjemmefra som 19-årig.

Senere fandt han ud af, at hans tipoldefar blev sendt til Grækenland som præst i 1864 og tog på pilgrimsrejse til Jerusalem, hvor han skiftede sit danske efternavn Hansen ud med Jorsal, der er det nordiske navn for Jerusalem.

Og med den viden gav Finn Jorsals egen interesse for humaniora, Grækenland og klassisk kultur pludselig lidt mere mening for ham.

- Det betyder da noget. Det giver en form for kontinuitet i en familie, siger han.

Cold Hawaii er betegnelsen for et område på Vestkysten. Det strækker sig fra Agger Tange i syd til og med Hanstholm i nord med 31 registrerede surfspots. Surfere opdagede området sidst i 1980’erne, og siden har det tiltrukket surfere fra hele verden. Klitmøller betragtes som hovedstaden i Cold Hawaii. (Foto: © Mette Johnsen, Fotograf Mette Johnsen)

Masser af historier til børnebørnene

Han har det med at havne i centrum af begivenheder. Tiltrække positiv opmærksomhed og få ting til at ske. Og selvom han lige har sat en betydningsfuld underskrift på et brasiliansk dokument og opnået noget stort, han har kæmpet for længe, har han ikke tænkt sig at indlede et almindeligt pensionistliv med petanque og sildemadder.

Der er en bog, der skal skrives. Flere foredrag, der skal holdes. Et VM i 'stand up paddle', der skal planlægges og afvikles.

Og når tiden er til det, glæder han sig at få børnebørn, som han kan være en hyggelig bedstefar for og fortælle røverhistorier fra det virkelige liv. Og der er ingen tvivl om, at han har historier nok til at underholde børnebørn i timevis.

Blå bog:

  • Finn Jorsal

  • 68 år

  • Uddannet filolog fra Aarhus Universitet

  • Bor i Thisted og har et sommerhus i Klitmøller

  • Gift og har tre børn i alderen 26-34 år

  • Rektor på Thisted Gymnasium fra 1993 – 2012

  • Formand for Friends of Cold Hawaii siden 2012