Forældre, der er endt i en besværlig skilsmisse, har brug for hjælp. For børnenes skyld. Derfor får de snart et ekstra tilbud i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Kommunen har i flere år med succes tilbudt kurser i parterapi og går nu skridtet videre med et tilbud om hjælp til par, der allerede er gået fra hinanden.
Et kursus i forældreansvar skal lære de skilte forældre at tale sammen.
For barnets skyld
- Det er med udgangspunkt i barnets perspektiv, vi sætter det her i værk, siger leder af kommunens sundhedspleje, Jette Haislund.
- Hvad kan vi gøre for, at barnet oplever den måske nødvendige skilsmisse som så god som mulig, forklarer hun om kurset.
KIFF er navnet for de nye kurser, og det står for Kursus i Fælles Forældreansvar. Det er udviklet af Center for Familieudvikling og er et landsdækkende tilbud, der er har kørt med succes i flere danske byer.
Formand: Det er et godt tilbud
Med kurset rammer kommunen et voksende behov, siger formanden for foreningen Børn og Samvær, Viggo Bækgaard. Han roser initiativet:
- Det er godt og rigtigt, og jeg er ikke i tvivl om, at mange får fornøjelse af det og også bliver bedre til at samarbejde, siger han.
Ifølge Viggo Bækgaard kommer stadig flere forældre op at toppes oven på en skilsmisse:
Flere kommer op at toppes
- Det er en rigtig ubehagelig udvikling, siger han.
Derfor er et kursus i at lære tale sammen helt på sin plads:
- Jeg vurderer, at der er et kæmpe behov for at flere får lært det her. Og det gælder i alle samfundslag, understreger han.