Kæmpe haj fanget ved den jyske vestkyst: Dens hale slår ihjel som et sværd

En fisker fik en sjælden fangst, da han hev en cirka 300 kilo tung rævehaj ud af nettet. Den er nu på zoologisk museum i København.

Rævehajen blev fanget ti kilometer ud for den jyske vestkyst og vejede lidt over 300 kilo. (Foto: © PRIVATFOTO)

Fiskeskipper Bo Nielsen var egentlig ude at fiske efter brislinger, men han fik en yderst usædvanlig fangst i nettet.

En cirka 4,5 meter lang og 300 kilo tung rævehaj var nemlig gået i nettet cirka 10 kilometer ud for kysten ved Hvide Sande.

- Jeg troede, den vejede 150 kilo, men så vejede den dobbelt så meget. Det overraskede mig, at den var så stor, siger Bo Nielsen, der har fisket i næsten 40 år.

Han var godt klar over, at det var en sjælden fangst, og efter at have snakket med Dansk Fiskeriforening lagde de hajen på køl, så den kunne komme på Zoologisk Museum i København.

- Vi gemmer den hel, så den kan vises frem og bruges til forskning i hundredvis af år frem, siger Henrik Carl, der er videnskabelig medarbejder ved Zoologisk Museum i København.

At Bo Nielsen netop fik hajen i nettet, da han fangede brislinger, overrasker ikke folkene på museet.

- Vi har mange brislinger, og de strejfer omkring, hvor der er føde, så det er ikke underligt, at den dykker op. Den her skal svømme hele tiden, for hvis den står stille, dør den. Den svømmer altid. Den kan tilbagelægge tusindvis af kilometer, siger Henrik Carl.

Kan være farlige for mennesker

Rævehajen spiser små fisk, og dermed ser den ikke mennesker som føde. Alligevel er den potentielt farlig at møde i vandet, fortæller Henrik Carl.

Fiskerne fik sig noget af en overraskelse, da de fik kæmpehajen i nettet. Indvoldene alene vejede cirka 50 kilo. (Foto: © PRIVAT)

- Det er ikke en fisk, man skal komme i nærheden af. Den slår sit bytte ihjel ved at slå med halen som et sværd ind i fiskestimen. Bliver man ramt af halen - eksempelvis hvis man dykker med hajen - kan det være farligt.

Om vi kommer til at se flere hajer i fremtiden, tør han dog ikke spå om.

- Det er meget svært at sige, da rævehajer strejfer meget rundt i oceanerne. De kan godt lide at have det lidt varmere, end vi har det. Det er helt sikkert en sommerting, siger Henrik Carl.

Rævehajen er en truet art, og derfor ærgrer det begge parter, at den uheldigvis endte i nettet.

- Jeg er ærgerlig over, at vi fangede hajen, for jeg ville hellere have, at den stadig havde svømmet rundt og været levende, siger Bo Nielsen.

Selv om også Henrik Carl hellere havde set den i live endnu, så er der også lidt glæde at spore.

- Jeg er ked af, at den døde. Men - når nu den døde, er jeg glad for, at vi kan bruge den til noget fornuftigt, og at enormt mange mennesker vil blive klogere af den, siger Henrik Carl.

Rævehajer kan blive cirka seks meter lange og veje omkring 500 kilo.

Der er registreret cirka 30 fangster gennem tiden i dansk farvand.

  • Rævehajen vejer over 300 kilo og er 4,5 meter lang. (Foto: © PRIVATFOTO)
  • (Foto: © PRIVATFOTO)
  • (Foto: © PRIVATFOTO)
  • (Foto: © PRIVATFOTO)
  • (Foto: © PRIVATFOTO)
  • (Foto: © PRIVATFOTO)
  • (Foto: © PRIVATFOTO)
1 / 7