Der er stadig kold luft mellem surferne ved Hanstholm Havn og Thisted Kommune. Der er nemlig endnu ikke fundet en løsning i sagen om, at kommunen har godkendt opstilling af tre kæmpe-vindmøller på Hanstholm Havn - møller, som ifølge surferne vil ødelægge et vigtigt surfspot 'Middles' i Cold Hawaii.
Men surferne giver ikke på på deres bedste legeplads, og en forening ved navn 'Save Middles' har set dagens lys. I en pressemeddelelse oplyser foreningen, at den på kort tid har indsamlet underskrifter blandt surfere i hele Nordeuropa til støtte for den officielle klage mod Thisted Kommune i sagen om kæmpe-vindmøllerne.
Tyskere, danskere, tjekker, svenskere og flere andre nationaliteter har siden torsdag i sidste uge støttet op om en klage mod Thisted Kommune. Samtidig oplyser foreningen, at den også har fået tilsagn på finansiering af advokatbistand til klagen.
- Opbakningen er overvældende, siger Nikolaj Mortensen, der selv bruger surf-spottet og er en af folkene bag 'Save Middles'.
Det er meningen, at kæmpe-vindmøllerne på Hanstholm Havn skal finansiere en kommende havneudvidelse. Men surferne mener, at møllerne vil ødelægge vinden på surf-spottet 'Middles', der ligger øst for havnen og ifølge surfere er et af verdens bedste steder at wind- og kitesurfe.
Ifølge klagen fra foreningen 'Save Middles' er Thisted Kommunes beslutning om at opføre kæmpe-vindmøller på Hanstholm Havn taget på et for tynd grundlag.
- Vi forstår ikke, at Thisted Kommune - måske ulovligt - tør forhaste en beslutning igennem i Hanstholm, der med stor sandsynlighed vil koste tilflyttere, turister og indtægter i det øvrige Cold Hawaii, siger Mikkel Asmussen, der er formand for 'Save Middles'.
Han og resten af foreningen mener, at kommunen ikke har sikret en god og konstruktiv proces i sagen.
- Hvis det er sikkert, at vindmøllerne ingen skade gør for Cold Hawaii, vil vi naturligvis bakke op om dem. Man kan godt flytte vindmøllerne, men ikke surf-spottet Middles, siger Mikkel Asmussen.
Sideløbende med foreningens klage, forhandler den lokale surf-klub NASA med bygherren GPP Vind, Hanstholm Havn og Thisted Kommune om at opnå en løsning.