Idrætsforeninger tager computerspil på programmet

Foreningslivet er ikke kun for fodbold- og håndboldspillere. Hvis du spiller computer- eller konsolspil, kan du også være med.

Rundt om i landet er klassiske idrætsforeninger begyndt at tage esport til sig. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Danmarks Idrætsforbund anerkender endnu ikke konsol- og computerspil som en sportsgren på lige fod med fodbold eller håndbold.

Alligevel tilbyder flere idrætsforeninger nu esport.

Det gælder blandt andet Hjerm FIF i Struer Kommune, der har oprettet Hjerm Esport.

- Vi kan mærke, at der blandt de unge er en stor interesse for at spille konsol og computer, siger Tina Jensen, der er kasserer i Hjerm eSport.

Om få uger arrangerer klubben et LAN-party for 100 unge.

Det er godt for sporten, at idrætsforeningerne tager computerspil seriøst, mener formand for Esport Danmark Jens Christian Ringdal, som er en paraplyorganisation for lokale esportsforeninger.

- Hvis esporten kan blive en del af paletten, er vi glade. For så kommer esporten endnu bredere ud, siger han.

Foreningslivet kan noget specielt for e-spillerne, mener Tina Jensen fra Hjerm Esport.

- Normalt mødes de over nettet og ser ikke hinanden. Nu kan de mødes i foreningen og på den måde få nye venner, siger hun.

I øjeblikket er der otte lokale e-sportsforeninger med i Esport Danmark, som for nylig blev optaget i Dansk Atletik Forbund.