Efter flere fejl: Politiet bebuder ny storstilet buskontrol

Politiet laver eftersyn af busserne til stort fodboldstævne for børn og unge i denne uge.

I forbindelse med Vildbjerg Cup lidt nord for Herning vil der blive foretaget kontroller af de busser, der fragter børnene under fodboldstævnet. Arkivfoto (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

10.000 unge fodboldspillere skal i denne uge deltage i Vildbjerg Cup lidt nord for Herning. Fodboldstævnet finder sted fra torsdag til søndag, og efter, der blev fundet graverende sikkerhedsmæssige fejl på busserne, der fragtede børn og frivillige til Dana Cup i Hjørring og Spejdernes Lejr i Sønderborg, vil politiet nu også gå busserne til Vildbjerg Cup efter i sømmene.

- Når der er mange folk og busser på en gang, er det en god lejlighed til at tjekke bremser og at få kontrolleret mange busser på kort tid. Og når alle selskabernes busser skal ud at køre, ved vi af erfaring, at det kan være svært for dem at få alt grejet i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, fortæller Claus Kjær-Pedersen, politikommissær og leder af Tungvognscenter Nord, der blandt andet står for kontrol af busser.

Buskontrollen ved fodboldstævnet i Hjørring afslørede graverende fejl på blandt andet bremser. Ni busser fik klippet pladerne, og næsten halvdelen af busserne skulle til et nyt syn, før de måtte køre igen.

Claus Kjær-Pedersen forventer da også, at de kommer til at finde fejl på busserne til Vildbjerg Cup.

- Ja, det gør vi, men måske ikke i den størrelsesorden, som vi har set til Dana Cup og Spejderlejren. Og når vi kører derned er det med et håb om, at vores arbejde er hurtigt overstået. Det er succesen for vores arbejde, siger han.

Udmeldingen får ikke lederen af Vildbjerg Cup, Jørgen Trankjær, til at gøre noget anderledes i år.

- Vi spørger jo heller ikke kokken, om han har kogt sine kartofler. Når vi har lejet en bus, forventer vi, at den er i orden, så vi er helt trygge, siger han.