Dopingdømte Michael Rasmussen skal undervise i cykling: Jeg er et godt forbillede

Den 25. juli 2007 ramlede hans verden sammen. Mens han stod på toppen af den. Han blev pillet ud af verdens største cykelløb, mens førertrøjen stadig var våd af hans sved fra seneste etapesejr.

Seks år senere indrømmede han, at hans karriere var bygget på løgne og ulovlige medikamenter.

Nu er 42-årige Michael Rasmussen med egne ord på rette vej i livet igen. Mindre egoistisk. Mere reflekteret. Men stadig med en stor kærlighed til den cykelsport, der vendte ham ryggen og pressede ham ned i depressionens mørke kælder.

Fra Randers til Alpe D'Huez

Han er kun tre kilo tungere, end da han i 2007 stod til at vinde Tour de France. Dengang var Michael Rasmussen centrum i sit eget liv, og hans største bekymring var, om vejrudsigten lovede godt cykelvejr.

I dag har tilværelsen fået flere nuancer, og han har ikke kun fokus på sig selv og sin cykel.

I sommer deltog han i et forløb med belastede unge på offentlig forsørgelse i Randers Kommune, hvor de skulle træne op til at køre fra Randers til Alpe D'Huez på 18 dage. Formålet var at styrke de unge og gøre dem klar til at tage et arbejde eller en uddannelse.

- Jeg tror, at jeg har en evne til at motivere folk og presse mere ud af dem, end de selv troede var muligt.

- Jeg er ikke specielt pædagogisk. I stedet for at stryge dem med hårene, har jeg stillet større krav og ind i mellem bare sagt: ”Hold nu kæft og træd i pedalerne”, fortæller Michael Rasmussen.

Holdet bestod af unge med forskellige diagnoser, sociale problemer og dårlig sundhed.

- Jeg kan sagtens identificere mig med det at have problemer. At være helt nede at vende og være udstødt af samfundet eller en kultur – i mit tilfælde en subkultur, der hedder professionel cykling, siger Michael Rasmussen, der også selv får noget ud af mødet med de unge.

- Jeg har sværere ved at forstå det med, at man ikke har viljen til at komme videre. Det har også været en gavnlig proces for mig selv. Det har hjulpet på min forståelse over for andre mennesker, at de ikke nødvendigvis er udstyret med et ekstremt tunnelsyn som mig, siger han.

Et godt forbillede

Michael Rasmussen holder af arbejdet med de unge. Både de ugidelige og de ambitiøse. For nylig blev han præsenteret som højskolelærer på mountainbikelinjen på Hald Ege Højskole ved Viborg, hvor cykeltalenter kommer for at forbedre sig.

- Jeg synes helt afgjort, at jeg er et godt forbillede som cykelrytter, siger Michael Rasmussen.

På de sociale medier er folkestemningen delt. Nogle bakker ham op og mener, at han har udstået sin straf og fortjener en ny chance. Andre er harme over, at en dopingdømt cykelrytter skal være mentor for unge, ambitiøse cykelryttere.

- Jeg prøver ikke at løbe fra min historie, og det kan jeg tale åbent og ærligt om, og det vil jeg også gøre til de unge mennesker, men samtidig har jeg trods alt godt og vel 30 års erfaring i at køre cykel, siger han.

Det var ikke et misbrug

Selvom Michael Rasmussen var dopet, da han blev verdensmester i mountainbike i 1999, og da han i 2005 og 2006 vandt den prikkede bjergtrøje i Tour de France, og da han stod til at vinde de franske cykelløb i 2007, så var han ikke dopingmisbruger.

Det mener "Kyllingen fra Tølløse" i hvert fald ikke selv.

- Når jeg er ude at holde foredrag, omtaler jeg mig aldrig som dopingmisbruger. Det kunne aldrig falde mig ind, og jeg synes, at det er det mest latterlige udtryk.

- Der er tale om et bevidst brug. Der er ikke tale om misbrug. Det er ligesom folk, der drikker rødvin, kalder sig rødvinsnydere og ikke rødvinsmisbrugere. Og rygere kalder ikke sig selv tobaksmisbrugere, siger Michael Rasmussen.

Et moralsk regnskab?

Da Michael Rasmussen i 2013 foran blitzende kameraer endelig indrømmede, at han havde været dopet igennem størstedelen af sin karriere, var det en lettelse for ham.

På pressemødet i Herning indrømmede han at have brugt EPO, væksthormon, testosteron, DHA, insulin, IDFF, kortison og blodtransfusioner, og det var nærmest helt rart.

Indtil da havde han igennem de seneste 12 år været i konstant beredskab.

- Hvornår kommer det næste ubehagelige spørgsmål? Hvornår skal jeg tale udenom eller lyve igen? Det er der ikke behov for længere, og det er ret behageligt at leve på den måde, siger han.

Men arbejdet med de unge udsatte mennesker er ikke et forsøg på at råde bod på hans synder i cykelsporten.

- Det er ikke sådan, at nu har jeg løjet, og nu skal jeg gøre noget godt for at få styr på mit eget moralske kompas, siger han.

- Jeg føler ikke, at jeg står i gæld til samfundet. Det er ikke derfor, at jeg gør det. Jeg gør det, fordi jeg finder glæde ved det, så på den måde kan man sagtens påstå, at jeg stadig er egoistisk, siger han.

Har ikke opgivet cykelsporten

I 2013 udkom bogen Gul Feber, hvor Michael Rasmussen fortæller sin egen historie og samtidig angiver kollegaer, konkurrenter, holdejere og læger for at have været involveret i de ulovlige metoder. Bogen fører til, at han bliver endnu mere udstødt end han allerede var i forvejen.

Alligevel kan han ikke forlade den sport, han elsker.

- Jeg elsker cykelsporten og føler, at jeg har rigtigt meget at byde ind med, siger han.

Til januar 2017 bliver han bachelor i sports management. En uddannelse han tager for at bygge noget teori på det, som han allerede kan i praksis.

- Helt inde ligger stadig en drøm om at have et cykelhold på højt niveau engang. Jeg vil ikke sætte nogen dato på, for det kommer bare tilbage og jager mig senere, hvis jeg sætter en dato på, siger Michael Rasmussen.

Blå Bog: Michael Rasmussen

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1281137181936803