Civile betjente på motorcykel filmer uopmærksomme bilister

Politiet vil styrke indsatsen mod uopmærksomhed i trafikken med videomotorcykler.

Betjente på civile motorcykler med videokamera sættes ind mod uopmærksomhed i trafikken (Arkivfoto). (Foto: © Katrine Damkjær)

Politiet opruster nu indsatsen mod uopmærksomhed i trafikken.

Som den første politikreds uden for København sender Midt- og Vestjyllands Politi en civil videomotorcykel på landevejen for at filme bilister, der eksempelvis snakker i håndholdt mobiltelefon, sms'er under kørslen eller kører for tæt på bilen foran.

- Betjenten på motorcyklen har bedre muligheder for at filme ind i kabinen for at afsløre, hvad trafikanterne laver af unoder, siger Henrik Glintborg, der er leder af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland.

Med videoerne kan politiet dokumentere, når bilisterne er uopmærksomme, og Henrik Glintborg forventer, at flere bilister fremover bliver dømt for den slags lovovertrædelser.

FDM: Fint med målrettet indsats

Hos FDM, Forenede Danske Motorejere, er afdelingschef Torben Lund Kudsk positiv overfor politiets brug af video.

- Som en organisation for bilister kan vi kun bifalde, at færdselspolitiet går målrettet efter de bilister, som gør trafikken farlig for alle os andre, siger han.

FDM har før kritiseret, at politiet med automatisk fartkontrol uddeler bøder til et stort antal bilister, som kører lidt for stærkt.

- Men en målrettet indsats mod de mere alvorlige overtrædelser hilser vi bestemt velkommen, siger afdelingschefen hos FDM.

Uopmærksomhed i trafikken er en af tre områder, som politiet i en ny færdselsstrategi skal have ekstra fokus på. De øvrige indsatsområder er høj hastighed og spirituskørsel.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1290396007677587