De næste par år kommer vi til at se flere moderne fartøjer i de danske farvande. For en stigende optimisme i fiskeriet, efter flere år med en god indtjening, lader sig mærke.
Ifølge en aktuel opgørelse i Fiskeritidende er der lige nu 16 danske skibe i ordrebøgerne.
Alene hos Vestværftet i Hvide Sande er man involveret i byggeriet af ni nye fiskefartøjer i forskellige størrelser.
Og det er et udtryk for gode tider i fiskeriet, fortæller Ove Kristensen, der er medejer af Vestværftet.
- Det går op og ned, men det har været nogle gode år for fiskeriet. Der er gode fangstmuligheder, gode fiskepriser, en lav rente og relativt lave brændstofpriser, siger han.
For få år siden var det udenlandske ordrer, der stod for langt det meste af beskæftigelsen hos de danske værfter, som bygger fiskefartøjer.
Men en række år med fremgang har fået flere fiskere til at investere i nyt, og det er vigtigt, at de danske fiskere smeder, mens jernet er varmt, mener Ove Kristensen.
- Hvis du har en relativt gammel båd, der er ved at være umoderne, så skal man investere. Det er i de gode tider, man skal udbygge den mulighed, siger han.
Udvikling kan hurtigt vende
I fiskeflåden går det som bekendt meget op og ned - også økonomisk. Derfor er det ikke sikkert, at udviklingen med flere danske fiskefartøjer fortsætter.
- Fiskeriet er et erhverv der bliver reguleret meget kortsigtet rent politisk, så det er svært at investere langsigtet med den politik, der bliver ført, fortæller Ove Kristensen fra Vestværftet.
Lige nu presser truslen om et hårdt brexit og en udsigt til små torskekvoter, hvilket bestemt kan få indflydelse på de danske fiskeres investeringer.
- Jeg tror, det flader ud nu. Der er ingen, der ved, hvor vi ender med brexit, så jeg tror, det køler lidt af igen, siger Ove Kristensen og uddyber:
- Men jeg håber og tror, der stadig er folk, der vil investere. Jeg tror dog ikke, det bliver på det niveau, vi ser nu.
I alt er der godt 2.100 fiskefartøjer registreret i Danmark.