Det er nu en måned siden, at de første afviste asylansøgere flyttede ind på udrejsecenter Kærshovedgård. Men ikke alle beboere er begejstrede for den nye bopæl. Nogle er nemlig forsvundet, og andre er aldrig dukket op.
Det fortæller Anna Marie Borggaard, der er institutionschef for Udrejsecenter Kærshovedgård og fængslet i Nørre Snede.
- Nogle er udeblevet. Vi har fået at vide, at de ville komme med et bestemt tog. Og når vi så er kørt ind på stationen for at hente dem, har de ikke været med toget. Det har vi indberettet til Udlændingestyrelsen, siger hun.
Ifølge Anna Marie Borggaard drejer det sig om cirka ti personer.
På Kærshovedgård har de afviste asylansøgere opholdspligt, men ikke alle lever op til forpligtelsen:
- Der er en enkelt, som har valgt at aflevere sin nøgle, og så er der et par stykker, som har oplyst os om, at de skulle besøge nogen, de kendte, og så er de ikke vendt tilbage samme dag, fortæller hun.
Det er sket to gange.
Kærshovedgård skal rumme op til 600 beboere. Til sommer er det planen, at også folk på tålt ophold og personer udvist ved dom skal bo på Kærshovedgård.
Ifølge politiet har der ikke været uroligheder i forbindelse med Kærshovedgård. Det oplyser politiassistent Kenn Hjorth Sørensen fra lokalpolitiet i Ikast. Politiet patruljerer tre gange dagligt omkring centret.
Sagen kort:
- •
Kærshovedgård er et tidligere åbent fængsel, som er blevet indrettet til udrejsecenter for udlændinge uden lovligt ophold i Danmark. Det kan være afviste asylansøgere, udlændinge, der er udvist efter en dom, og folk på tålt ophold.
- •
Naboerne til udrejsecenteret er bekymrede, fordi flere af beboerne har begået kriminalitet.
- •
På baggrund af naboernes utryghed har Inger Støjberg, udlændinge-, integrations-, og boligminister, indført opholdspligt for beboerne.