Omkring 25 får er onsdag døde efter det, der med overvejende sandsynlighed var et ulveangreb ved Sandfær Plantage nær Holstebro i Vestjylland.
Det oplyser fåreavler Jørgen Blazejevicz i en pressemeddelelse, hvilket Miljøstyrelsen bekræfter.
Dna-prøver skal nu med sikkerhed fastslå, om der var tale om en ulv.
- Hvis der er tale om et ulveangreb, er det det største angreb, der har været i Danmark, siger naturplanlægger i Miljøstyrelsen Lasse Jensen.
- En af Naturstyrelsens ulvekonsulenter har været ude og tilse angrebet, og vi kan i hvert fald konstatere, at der har været et angreb. Der er taget en række DNA-prøver, som bliver sendt til analyse for at fastslå, om der var tale om et ulveangreb.
Halsen helt knust
Sidste år var en ulv på spil i området, da 21 får i begyndelsen af februar blev dræbt hos Storålam i Holstebro.
Fåreavleren giver i en meddelelse udtryk for, at onsdagens angreb minder meget om angrebet sidste år.
16 får blev fundet døde onsdag, og ni får blev aflivet efter bidskader, oplyser fåreavleren.
- Bidskaderne er voldsomme, og i nogle tilfælde er halsen helt knust. Der er ikke ædt af fårene, så det giver slet ingen mening, siger Jørgen Blazejewicz i en pressemeddelelse.
Indhegningen ikke i orden
Hos Miljøstyrelsen oplyser mener man, at fårenes indhegning ikke har været i ordentlig stand.
- Fårene er – så vidt jeg er orienteret – blevet sat ud for meget få dage siden i et hegn, som ikke er blevet vedligeholdt ordentligt. Dermed har der været forholdsvist let adgang for det eller de dyr, som altså muligvis er ulve, siger naturplanlægger Lasse Jensen.
- I helt samme område har der den sidste måned gået får i tre andre indhegninger, uden at det har ført til angreb. Disse indhegninger er blevet vedligeholdt løbende. Det viser, hvor vigtigt det er, at hegnene fungerer.
Klippet hul i hegnet
Fåreavler Peter Helén udtaler til Jydske Vestkysten, at nogen havde klippet hul i indhegningen.
I 2018 blev der dokumenteret i alt 28 ulveangreb på husdyr i Danmark.
Angrebet ved Storålam sidste år var det hidtil største af slagsen.
Naturplanlægger Lasse Jensen fortæller, at især i forårsmånederne er husdyr udsat for ulveangreb, da ulvene har svært at finde byttedyr i naturen.
/ritzau/