Synet af den sorte lakplade, der drejer rundt og den analoge lyd fra rillerne lever i bedste velgående.
I 2014 blev der solgt 9,2 millioner vinylplader, hvilket er det højeste antal, siden analyseinstituttet Nielsen SoundScan begyndte at registrere musiksalg i 1991. Salget er en stigning på 52 procent i forhold til 2013.
Vinylens succes bliver i morgen hyldet på den årlige Record Store Day, ikke mindst i pladebutikken Sound Station i København.
Musikelskere vil have fysiske eksemplarer
Nicolaj Rivier er pladeentusiast, og han har et specielt forhold til vinylen:
- Der er en anden stoflighed ved plader, og jeg tror også, at der er en modreaktion til hele det digitale marked med streaming og downloads, siger han.
I sit daglige arbejde i pladebutikken Sound Station mærker han pladens stadige popularitet:
- Man kan ikke stå med en mp3 i hånden. Der er også noget fysisk ved at stå med et cover, som er større, og man kan læse teksterne i inner sleeves'ne. Det er også spørgsmålet om at have noget, der fylder i ens hjem.
Vinyler er ikke kun for mænd
Tidligere har vinylverdenen været domineret af mænd, men det ændrer sig, siger Nicolaj Rivier:
- Vi ser også flere kvinder, der begynder at købe plader, siger pladesælgeren.
I år er den tidligere trommeslager for Nirvana, Dave Grohl, som er også kendt fra Foo Fighters, ambassadør for Record Store Day.