Nu kommer der snart friske grøntsager til byboerne leveret fra - byboer. Et nyt taglandbrug har været undervejs og åbner nu snart på toppen af en etageejendom i København, skriver Information.
Der er etableret drivhus og læsset 100 tons landbrugsjord på bygningen i Æbeløgade på københavnerbydelen Østerbro, hvorfra der skal dyrkes og sælges grøntsager.
- Vi vil skabe forbindelse mellem land og by og sætte lokale fødevarerer på dagsordenen, siger Livia Urban Swart Haaland, der er en af personerne bag projektet.
Byboerne er kommet for langt væk fra landbruget
Det nye taglandbrug har fået navnet ØsterGro og skal levere blandt andet kål, kartofler og gulerødder til medlemmer af landbruget.
- Vi tror ikke, at vi i byen kan gøre os selvforsynende med mad, men vi kan minde folk om det økosystem, vi alle er afhængige af, siger Livia Urban Swart Haaland.
Der er 17 medlemmer af landbruget, der driver forretningen som et projekt og ikke en virksomhed, der skal tjene penge.
Bier skal levere honning og bestøve planter
Udover grøntsagerne skal der også dyrkes honning i taglandbruget, så mellem de mange tons landbrugsjord sværmer der også bier.
- Bierne er vigtige, fordi de bestøver vores planter, siger Livia Urban Swart Haaland, der også kan se frem til honning fra egen biavl.
Taglandbruget ØsterGro åbner officielt lørdag d. 21. juni.