Ministre, myndigheder og By & Havn har under processen med etableringen af den kunstige halvø Lynetteholm i Københavns Havn gentaget, at det var vigtigt med fuld åbenhed omkring projektet.
Men nu viser en mailkorrespondance mellem en gruppe svenske embedsmænd, som DR har fået aktindsigt i, at By & Havn - ifølge svenskerne - har krævet tavshed over for medierne på et møde.
Mødet blev afholdt i en embedsmandsgruppe, der følger dumpningen af slam i Køge Bugt, og hvor blandt andet de svenske myndigheder deltager.
DR har talt med repræsentanter fra tre svenske miljømyndigheder, der deltog i mødet. De bekræfter budskabet, der blev afsendt af Ingvar Sejr Hansen, som er udviklings- og salgsdirektør i det offentligt ejede selskab By og Havn, der er bygherre bag Lynetteholm-projektet.
En af de svenske repræsentanter ved mødet var Carl Lindquist fra Lansstyrelsen i Skåne.
- For mig var han meget tydelig med at specificere, at hvis svenske myndigheder ikke tilbageholdte informationer og var mindre transparente, så ville By og Havn ikke dele dokumenter så åbent, som de gjorde, siger han.
Carl Lindquist fortæller, at han var overrasket over beskeden, de fik fra Ingvar Sejr Hansen.
- Jeg var en smule overrasket over, at han ville bede os om at være mere lukkede. Jeg troede, det var et veletableret fact, at møderne skulle være transparente.
Historien om de utilfredse embedsfolk kommer frem samme dag, som miljøminister Lea Wermelin (S) og transportminister Trine Bramsen (S) er indkaldt til samråd for at svare på spørgsmål i en anden sag om Lynetteholm, der handler om mulig tilbageholdelse af oplysninger for Folketinget.
Enhedslisten: Grotesk læsning
Flere af partierne på Christiansborg er forundrede over de nye anklager fra Sverige om, at By og Havn skulle have krævet mere lukkethed omkring møderne i embedsmandsgruppen.
- Jeg synes, det er grotesk læsning, at By og Havn åbenbart forsøger at undertrykke kritik af Lynetteholm-projektet, og især klapningerne, siger Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten.
Han mener, at de svenske myndigheders oplevelse står i skærende kontrast til udmeldingerne om åbenhed, som skiftende ministre har fremført om Lynetteholm
- Både miljøministeren, transportministeren og den tidligere transportminister har sagt på adskillige samråd, at vi skal have størst mulig åbenhed om det her projekt, og så oplever man, at By & Havn, som er den centrale spiller her, gør alt, hvad de kan, for at undertrykke kritik og åbenhed, siger Henning Hyllested.
Venstre: Sagen skaber mistillid
DR har ligeledes fremlagt de centrale anklager fra de svenske embedsfolk for Jacob Jensen (V), miljøordfører fra Venstre. Han er overrasket over de nye oplysninger.
- Det tyder på, at der er nogen, som taler med to tunger. På den ene side vil man udadtil gerne signalere åbenhed. Men indadtil – både fra regeringens side, og nu også fra By og Havn - forsøger man tilsyneladende at holde oplysninger fortrolige. Det tyder på, at man ikke er decideret interesseret i en åbenhed, siger han
Han mener, at sagerne om lukkethed er problematiske.
- Vi bliver nødt til at sikre fuld åbenhed i så stort et projekt som Lynetteholm - et projekt der kan have så store miljøkonsekvenser. Det, at man forsøger at holde oplysninger skjult, er ikke med til at styrke tilliden til det, der foregår, siger Jacob Jensen, miljøordfører for Venstre.
By og Havn: Vi har ikke bedt om lukkethed
DR har talt med udviklings- og salgsdirektør Ingvar Sejr Hansen fra By og Havn. Han ønsker ikke at stille op til interview og henviser i stedet til administrerende direktør Anne Skovbro.
Hun afviser, at By & Havn skulle have bedt de svenske embedsfolk om at være mindre transparente
- Vi har ikke ønsket, at svenskerne skulle være mindre åbne. Det vil jeg gerne afkræfte.
Hun understreger, at By og Havn har en rigtig god dialog med de svenske myndigheder, men hun erkender, at åbenheden omkring Lynetteholm-projektet blev diskuteret på et enkelt møde.
- Forud for mødet oplevede vi, at det materiale, vi skulle tale om, blev sendt til dansk presse. Det var der en medarbejder (Ingvar Sejr Hansen, red.), der sagde, at det gør det svært for os at være så åbne, som vi er, når man går til pressen på den måde.
- Det er meget usædvanligt i dansk sammenhæng, at embedsmænd opfører sig sådan, siger Anne Skovbro.
“I Sverige skal vi være transparente”
Ifølge flere svenske embedsfolk, som DR har talt med, var bemærkningen fra By og Havn rettet mod Carl Lindquist fra Länsstyrelsen i Skåne.
Inden mødet havde Carl Lindquist delt materiale, der skulle diskuteres i embedsmandsgruppen, med en dansk journalist. Hovedpersonen selv mener ikke, at den adfærd er usædvanlig.
- Det var min forståelse, at alle, der deltog i møderne, var klar over, at embedsfolk i Sverige skal være transparente. Det er en grundlæggende del af jobbeskrivelsen. At bede en svensk embedsmand om at være lukket er det samme som at bede en fisk om ikke svømme eller en fugl ikke at flyve, siger Carl Lindquist.
Han holder fast i, at By og Havn bad de svenske embedsfolk om at være mere lukkede.
- Alle repræsentanterne fra de svenske miljømyndigheder forstod, hvad han (Ingvar Sejr Hansen, red.) bad os om, og det var noget, vi diskuterede efter mødet. Det her drejer sig ikke om en misforståelse. Kommunikationen var meget tydelig, siger Carl Lindquist.
DR har forsøgt at få et interview med transportminister Trine Bramsen (S). Hun ønsker ikke at forholde sig til den nye sag om den svenske kritik af By og Havn, men i en mail skriver hun:
- Jeg er selvsagt meget opmærksom på de bekymringer, der er rejst omkring Lynetteholm, hvorfor jeg allerede har bedt om, at klapning stoppes. Desuden har jeg indkaldt forligspartierne til en drøftelse af yderligere initiativer, der kan adressere den kritik, der er rejst, skriver transportminister Trine Bramsen.